Hvidovre-mandskabet var torsdag aften taget sydpå til Næstved, for at møde de lokale fra Næstved Boldklub i årets Betano Pokal-turnering. HIF kommer fint i gang og har bolden mest i første halvleg, men får ikke indstillet kanonerne, så de fleste afslutninger går forbi eller lige på Næstveds målmand. Største chance i første halvleg er, da Emmanuel Aby hamrer bolden på overliggeren. Den måtte godt have siddet nogle millimeter længere nede. Næstved får en mulighed i det 41. minut, da HIF er gået langt frem. Næstved sender en lang bold afsted, og deres angriber løber mod HIF-målet. Heldigvis når Ahmed Iljazovski tilbage, og får presset Næstved-manden lidt ud i siden, så han er nødt til at afslutte fra spids, hvorefter Filip Djukic kommer godt ned, og får hånden på til hjørnespark.
HIF spiller faktisk en glimrende første halvleg, og det er kun målet, der mangler. Desværre er der en tendens til, at når de offensive har taget en mand eller 4 - Aby tørrer 4 mand, som markerer ham tæt, men i stedet for at få lagt ekstra pres, så bliver bolden spillet bagud.
I anden halvleg bliver mønsteret det samme. Næstved kommer dog i få perioder lidt længere frem, men det er stadigvæk HIF, der er spildominerende. Største chance tilfalder Andreas Smed, der i det 76. minut, efter et rigtigt godt HIF-angreb, sparker fladt i det lange hjørne, men en Næstved-forsvarer får strukket sig langt, og skubber bolden ud igen. Målmanden var ellers prisgivet. Med 3 minutter tilbage af ordinær spilletid, var vi så småt begyndt at belave os på forlængelse. Men et hjørnespark bliver sendt ind i det lille felt, og Daniel Stenderup, næsten på mållinjen, forsøger at sparke væk. Desværre rammer han Andreas Smed, hvorefter bolden ryger tilbage i målet, og takseres som et selvmål. HIF formår, trods et meget kraftig pres i de sidste minutter og halvlegens 6 minutters overtid, ikke at få scoret, og er dermed ude af årets turnering.
Cheftræner, Martin Retov: "Man skal kende sin besøgstid, og jeg tror jeg tæller 1 maks 1½ chance til Næstved, inklusive det hjørne hvor vi, tilsyneladende, sparker ind i ryggen på hinanden. Mere har de ikke. Vi har da, trods alt, nogen chancer oppe i deres ende, men vi er ikke skarpe nok. Og heller ikke ergærige nok i de situationer, hvor man må ind og slå sig lidt. Man kan ikke forvente at bolden falder ned foran en og håbe, der skal man selv søge og løbe de aggressive løb ind i feltet, og der mangler vi lidt. Nu er vi desværre ude af pokalen, vi ville gerne have været videre men, det er klart, 1. division har første prioritet for os lige nu, så vi glæder os til topkampen på søndag mod Esbjerg".
Kamp-statistik