Overskriften er naturligvis ikke helt korrekt, da det var en gedigen holdindsats, og så dog, alligevel, for hør nu her:
Det var blevet tid til endnu en topkamp i Betinia-ligaen, da HIF lørdag var taget til Aarhus, for på ikoniske Riisvangen Stadion at skulle møde Aarhus Fremad, der inden kampen lå på 4. pladsen og HIF på 2. pladsen. Dette var samtidig den næstsidste kamp, der skulle spilles på stadion i den udformning det har nu, hvor træer omkranser jordvolde hele vejen rundt om banen. Billederne, der er tilknyttet referatet er egne fra stadion i går. Jeg havde desværre ikke også tid til at tage billeder under kampen. Vores "hoffotograf" Karsten Madsen var forhindret.
Riisvangen Stadion. Foto: Michael Hentrich, privat
Nå men til kampen. HIF lægger hårdt ud, og allerede efter små 5 minutter kommer den første mulighed, som dog ikke fører til noget. I 11. minut har HIF en gigantisk chance, da Donavan Bagou, tæt under mål, header til bolden. En Aarhus-forsvarer header videre, men det er op under overliggeren, så Aarhus-målmanden må diske op med en fabelagtig redning. 14. minut. Abdoulie Njai spilles inden om bagerste forsvar, der er trukket frem, og han løber fra den bagerste, op mod feltet, og spiller på tværs til Bagou, som afslutter fladt. Aarhus' målmand er dog gået ud, og får en fodparade på, hvor riposten ryger ud til Andreas Smed, som dribler og det hele ender med et indkast til HIF. 15. Tredie mulighed til HIF. Bagou skyder fra en spids vinkel, men desværre lige i favnen på Fremad-målmanden. Så kommer der lidt midtbane-krig det næste kvarters tid, men i det 31. minut sender Bagou igen en afslutning afsted, som desværre går lige i hænderne på målmanden. Minuttet efter. Endnu et godt HIF-angreb, hvor Smed finder Louka Prip, som afslutter inde i feltet, men langt over mål. Og så, i det 36. minut. Godt angreb. Bagou spiller ud på venstresiden til Oliver Kjærgaard, som trækker op og ind i feltet. Her spiller han fladt ind til Bagou, der er gået med, som får foden på, men målmanden redder. I første omgang. For riposten går tilbage til Bagou, og denne gang sender han bolden i nettet. 1-0 til HIF. En fuldt fortjent føring, chancer taget i betragtning. Fremad har, indtil nu, ikke rigtigt haft noget, ud over deres to kanter, som har voldt lidt besvær, men i store træk har HIF-forsvaret haft godt styr på dem, og det er ikke meget, Aarhus' centrale midt har fået at arbejde med. Men i det 42. minut lykkes det Fremad at komme til afslutning, som dog bliver blokeret af Kiilerich med undersiden af foden, hvorefter bolden ryger i jorden, og i en bue langt over HIF-målet. Aarhus Fremad når en enkelt mulighed mere, med et liggende saksespark, som Filip Djukic dog har godt fat i.
En fremragende 1. halvleg af HIF, med mange store muligheder/chancer, og en fremragende scoring. Det var Bagous 6. liga-scoring i 8 kampe, en rigtig god stime.
Og så her til allersidst. Tusind tak for jeres måde at være på Aarhus Fremad, det er en fornøjelse at gå rundt mellem jer, og få en sludder, også selvom man har HIF-logo på.
Den manuelle måltavle, vel den eneste tilbageværende i Danmark, og "Hjørnebandens" plads lige
neden for. Foto: Michael Hentrich, privat
HIF starter fint ud i 2. halvleg. Et frispark i det 5. minut, sender Prip lige forbi den nærmeste stolpe. Men så er det ligesom gassen går lidt af HIF. Om det er for at forsvare føringen, skal jeg ikek kunne sige, men i det 9. minut bliver Aarhus Fremad lukket ind i varmen. Det ser ud som om, der er nogen uopmærksomhed i HIF-forsvaret, da Fremads Alexander Ludwig fra højre side, spiller ind til Carl Nygaard, som i to omgange, får sendt bolden forbi Djukic til udligning. HIF får dog en chance i det 10. minut, efter et godt angreb fra Bagou, der spiller frem til Njai, som trækker fri og afslutter fra kanten af feltet, lige i favnen på målmanden. I det 60. minut bliver det et comeback til Morten Knudsen, der i sommers ikke fik forlænget sin kontrakt, da han bøvlede med eftervirkningerne fra en skade. Han har dog trænet med, og i denne uge, lavede man så en kontrakt med ham igen. Han var allerede med til at sætte sit præg på midtbanen. Nathan Huygevelde kommer også på banen. Der går dog lige 10 minutter mere, inden det giver rigtigt resultat. I det 69. minut spiller Huygevelde 1/2 med Prip og belgieren kommer frem til afslutning, men den reddes til hjørnespark af Fremad-målmanden. Prip sparker og skruer udaf i feltet, hvor Ahmed Iljazovski får hovedet på, men header ved siden af. Fremad får et frispark i det 75. minut på kanten af feltet. Bolden sendes uden om muren mod fjerneste stolpe, men Djukic kommer glimrende ned og får hænderne på. HIF begynder nu at få kæmpet sig ind i kampen igen, godt hjulpet af indskiftningerne. Og specielt én, gør sig bemærket. Et frispark ender hos Alexander Johansen, som er kommet ind 1 minut tidligere, og han sender bolden på stolpen. Riposten tager han sig selv af, og denne gang sender han bolden i det tomme mål, og HIF i front. HIF kommer mere og mere med, og 1 minut inde i overtiden, sætter Alex igen gang i et angreb. Med en lille fiks finte, nogle meter fra midterlinjen på Aarhus' banehalvdel, sætter han gang i det hurtigste 60 m. løb, jeg længe har set. Med bolden klistret til foden løber han fra Aarhus-forsvareren, og skråt ind i feltet mod baglinjen. Her spiller han bagud til Huygevelde, som sender bolden i nettet til en fuldt fortjent sejr til HIF. Aarhus kommer dog frem til en chance til allersidst, som Djukic sender til hjørnespark.
Glimrende sejr til HIF, og godt kommet tilbage efter en mindre god periode i de første 20 minutter af 2. halvleg.
Cheftræner, Martin Retov: "Vi spiller en rigtig rigtig flot 1. halvleg, hvor vi kontrollerer det, og hvor vi er tålmodige i vores pres, og vi er dygtige i vores omstillinger. Vi mangler at sparke den ind, mere end en gang, men kontrollen var stor i 1. halvleg. Første 15 - 20 minutter i anden halvleg, hvor vi overlader initiativet til Aarhus Fremad, hvor de rammer os lidt hårdere i mellemrummene. Men vi får lavet nogle udskiftninger, hvor nogle folk kommer ind, der afgør kampen til vores fordel, og det er vores styrke lige nu, at vi ikke har 11, vi har 18."
Kamphistorik
Foto: Michael Hentrich, privat.