Storsejr på Kæmpernes Arena

14. oktober 2018 - Hvidovre Fodbold

Ovenpå det ærgerlige nederlag i det nordjyske, var dagen kommet, hvor dette skulle indhentes igen, da Thisted FC netop kom på besøg. Startopstillingen var igen 4-4-2, da man vidste, at Thisted kun ville have en enkelt angriber oppe foran. Udlægget er dog lidt forsigtigt, og HIF skulle lige se modstanderen an, men startede op med at have overtaget. Nicolaj Agger sparker over mål efter tre minutter, og et ganske udmærket angreb. Og bedst som man sad og tænkte, at denne skulle nok blive kørt hjem, sker det, som flere gange i dette efterår - modstanderen kommer foran. Der skulle dog en meget venligt hjælpende fod fra Frederik Krabbe til, for at det kunne blive en realitet. Et fladt, men hårdt indlæg fra Thisteds venstrekant, bliver sendt i feltet, og her strækker Krabbe sig for at blokere, men desværre for ham, og Hvidovre-mandskabet, rammer han skævt, og ender med at udplacere Filip Djukic i Hvidovre-målet. Noget af en kold dukkert. Selvsamme Krabbe er involveret i næste episode også, da han, efter små 15 minutter, bliver ramt i hovedet af en Thisted-støvle, i forbindelse med en takling, hvor begge spillere ryger ned. Han får en "Wieghorst-bandage" på, og står efter små 4 minutters afbrydelse, klar til at komme ind igen, men dommeren vinker afværgende, og nægter ham at komme ind, og så må Krabbe lade sig udskifte med Mohamed Diarra. Hvidovre får arbejdet sig mere og mere ind i kampen, efter denne lidt kaotiske indledning, og har et par muligheder, og presser Thisted. Efter en halv time kommer så forløsningen. Et udmærket opspil fra Hvidovre, bliver sparket højt i det lille felt, og her kommer André Bjerregaard højest, og han header udligningen i nettet. Denne scoring ser ud til at punktere Thisted, og der står nu HIF på det meste. Et frispark i HIFs højreside, sender Kim Aabech ind i feltet i det 39. minut. Bolden forlænges mod fjerneste stolpe, og her dukker Malte Kiilerich op, og sender Hvidovre i front. På grund af Krabbes uheld, og en anden afbrydelse på en Thisted-spiller, bliver der lagt næsten 8 minutter til første halvleg. Dem skal HIF dog blot bruge tre af, da et angreb, der spilles fladt ind i midten af banen, hvor Nicolai Bak Johannessen modtager bolden ca 25/28 meter fra mål, hvorefter han sender et projektil afsted, og ind smutter bolden i trekanten. Smuk, smuk scoring - som selv stadionspeakeren kommenterede. 3-1 og efter 52 minutter's første halvleg, kunne holdene gå til pause.

Blot 7 minutter skulle der spilles i anden halvleg, førend "HIF simpelthen de bedste" igen lød over Kæmpernes Arena, da Lasse Brandt Hansen sender bolden ind til 4-1. Bolden er dårligt givet op, før Kim Aabech erobrer, og sender en stikning afsted til André Bjerregaard, og han kan smutte alene mod mål. Thisteds målmand kommer dog godt ud, og gør målet mindre, så det ender med, at Bjerregaard sparker lige forbi den fjerneste opstander. Minuttet efter har Thisted en mulighed, da de kommer igennem, og får spillet i lille felt. Symptomatisk for kampen, rammer Thisted-spilleren helt skævt, og sender bolden til indkast. Dampen går herefter lidt ud af HIF, som virker helt tilfredse med føringen, og et Thisted-mandskab, der ikke formår at komme igennem til ret meget. Men det ER ikke helt slut endnu, da Nicolaj Agger også vil lege med, og bringer HIF foran med 5-1 og små 15 minutter tilbage. Minuttet før ordinær tid rinder ud, får indskiftede Lirim Qamili en stor mulighed, men hans gode afslutning, bliver pareret med brystet af Thisteds målmand. Thisted havde mulighed for at pynte på resultatet, 2 minutter inde i overtiden, men Filip Djukic hiver en fremragende redning, og dermed slutter kampen, med en rigtig god sejr til HIF.

Cheftræner, Per Frandsen: En fantastisk kamp fra vores side. Jeg synes det har ligget lidt og ventet, og det har været lidt hårdt, men i dag spiller vi det, vi kan, og det gør vi jo fantastisk. Thisted havde vel nærmest ikke et skud på mål i første halvleg, og vi får lukket helt ned. Og det er godt kommet tilbage, oven på den start, hvor Thisted kommer foran.