Hvidovre Fodbold og højreback Philip Rejnhold er blevet enige om at ophæve samarbejdet før tid. Det blev kun til et lille halvt år, inden begge parter er blevet enige om at gå hvert til sit.
Om ophøret af samarbejdet siger klubbens sportschef Peter Lassen:
”Vi havde glædet os meget til at få Philip ind på holdet. Det var en spiller, som vi har holdt øje med i mange år, og synes han passede godt til vores spil. Men vi har desværre måttet erkende, at matchet ikke var rigtigt, og Philip har ikke fået den spilletid, som både han og vi havde håbet på.”
”Han er en rigtig god fyr, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden og håber, han finder sig bedre til rette på en ny adresse,” slutter Peter Lassen.
Philip Rejnhold er noteret for 10 kampe i Hvidovre-trøjen.