2026-07-07; HIF - Fremad Amager: 3-2

7. juli 2026 - Michael Hentrich

Populært kalder man jo den halvdel af turneringen, der starter efter sommerferien, for "efterårssæsonen" - og jeg skal da lige love for, at vejret til dagens træningskamp mod Fremad Amager, viste sig rigtig efterårs-agtig. Regn, rusk, blæst og 15 grader, så bliver det næsten ikke værre d. 7. juli. Nå, men til selve kampen, alligevel. Første halvleg startede lidt som en langgaber, hvor spillet, den første halve time, foregik mest på midten. Det virkede som om, netop vejret havde lidt for stor indvirkning. Første store chance tilfalder HIF, da Frederik Høgh spilles helt fri i feltet, men desværre skovler han bolden forbi målet. 32. minut, et forsøg udefra. Dette udløser et par returer, og bolden ender til sidst hos Høgh, der står godt placeret, og han kan bringe HIF i front. Fin scoring efter et godt pres. 39. minut. En kæmpe chance til HIF, hvor Fremad Amagers målmand er trukket helt væk, men der står stadig to forsvarere tilbage, og bolden sparkes direkte ind på den ene. 43. minut. Fremad Amager er kommet frem til HIF-feltet, og en høj bold sendes ind til den tidligere HIF'er Christoffer Boateng, som sætter hovedet på, og der er bragt balance i regnskabet. I halvlegens sidste minut får HIF lagt endnu et pres op i Fremad feltet, men igen får HIF intet ud af, at der sparkes på mål to, tre gange.


HIFs målscorer til 1-0, Frederik Høgh. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

HIFs overtag i første halvleg, står ikke mål med antallet af scoringer. Ofte så nipses der lidt vel meget, og det virker som om, at bolden skal spilles ind over stregen ved hver scoring. Det er for sjældent der forsøges afslutninger udefra, og når der gør, så er det ind i en modstander. Eneste bytte i pausen er at Sander Papuga kommer på mål i stedet for Marco Brylov. Og han kommer i aktion efter 7 minutter da Fremad er tæt på, men Sander parerer og giver hjørnespark. Kampen dør lidt ud i løbet af det første kvarter af 2. halvleg, men i det 60. minut, kommer udskiftningerne. 10 mand bliver skiftet her. Hvilke kan ses på linket nederst. 69. minut. Andreas Smed lægger bolden fladt ind til Donavan Bagou, der resolut afslutter. Desværre ryger bolden forbi mål, men den har lige snittet en Fremad-spiller på vejen, og hjørnespark til HIF. Dette sendes ind mod feltet, hvor der bliver forsøgt et par gange, men til sidst ender bolden hos Louka Prip, der fra midt i feltet, hamrer den i nettet til 2-1. Der går dog desværre ikke mere end 10 minutter, så udligner Fremad igen føringen, da der afsluttes fra kanten af feltet og Papuga får ikke holdt fast, men parerer med brystet, og riposten ryger ud til Joseph Ssendyowa, som sparker bolden i nettet.


Hvidovres målscorer til 2-1, Louka Prip. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Men heldigvis går der kun 1 minut. Et hjørnespark sendes højt i det lille felt hos Fremad Amager, og herinde står Marius Elvius rimeligt fri og header bolden i mål. 3-2. 87. minut. En god mulighed til Daniel Stenderup, da han firsttimer en høj bold i feltet, men den rammer en Fremad-forsvarer og går til hjørnespark.

Gustav Nøhr. På prøve, og nu med for 2. gang. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Det er som om, der kommer lidt mere dynamik i HIF-holdet med udskiftningerne, og det giver også HIF sejren til sidst. Næste træningskamp er på lørdag i Neuruppin i Tyskland, 85 km. fra Berlin centrum, hvor modstanderen er Hansa Rostock.

Kampstats


Julius Lockhart. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis


Nicolai Jungvig. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis