Johansens kontrakt forlænges til 2029

9. juli 2026 - Stine Kristoffersen

20-årige Alexander Johansen får forlænget sin kontrakt. Det unge talent kom til Hvidovre IF i sommeren 2024 og har gradvist vist sig mere og mere frem. I seneste sæson blev det til 12 kampe og 2 mål for Johansen, og hans udvikling er ikke gået ubemærket hen:

- Alexander er en yderst talentfuld ung spiller, og vi har set en klar opadgående kurve for ham det sidste halve års tid. Han har nogle kompetencer, som kan blive ekstraordinære for os i længden, og vi tror på, at han med den 3-årige forlængelse kan udvikle de kvaliteter, der kan afgøre fodboldkampe, fortæller cheftræner og manager Martin Retov og fortsætter:
Kvaliteten af den fysiske del er blevet markant forøget. Han er blevet en mere komplet spiller, og vi forventer os meget af ham over den kommende sæson.

Johansen selv er også glad og stolt over den indsats, som nu har resulteret i en forlænget kontrakt:

- Det er virkelig fedt og dejligt at have styr på fremtiden. Det føles godt, at have en klub og træner der tror på mig. Jeg kommer til at have fokus på spilletid og min fortsatte udvikling, men jeg er glad for, at min indsats har givet pote, og jeg får forlænget min kontrakt.