Et comeback og en sejr på Amager

28. februar 2026 - Michael Hentrich

Vinteren er overstået. På bare en uge er temperaturen gået fra minus 10 til plus 10 grader, og fodboldsæsonen gør klar til at starte sit indtog. Hvidovre IF satte kursen mod Sundby for at spille mod B93 fra Østerbro. Årsagen var naturligvis, at Østerbro Stadion ikke er klar efter en renovering / ombygning. Ikke meget er sket på Hvidovres mandskab. To mand er væk, Martin Spelmann (stoppet) og Emil Borella, som har søgt lykken andetsteds. Tak for kampen til begge to. Ind i truppen er kommet en enkelt "ny", og det blev til et come-back til Louka Prip, som har været væk i 7 år, og forbi AC Horsens, AaB, Tyrkiet og Polen. Så velkommen retur. Til selve kampen. De første 5 minutter starter stille, uden det helt store, men så forsøger netop Louka Prip sig med en afslutning uden for feltet, som B93s målmand må ned for at få fat. Første gang B93 er rigtigt fremme, ender med en afslutning omkring straffe-pletten, men ryger ved siden af. Bolden har dog ramt en HIF'er på vejen, og det bliver til hjørnespark. Tre minutter senere er det så Anders Ravns tur til at give hjørnespark på en afslutning, der heller ikke kommer noget ud af. Marius Elvius viser gode takter i det 17. minut, og får sendt en afslutning mod fjerneste hjørne, og kun en indgriben af en B93-forsvarer, der får sat hovedet på, gør at HIF ikke kommer foran. Men han får sendt bolden ved siden af, så det giver alligevel et hjørnespark. Dette sættes Louka til at sparke, og han sender bolden helt bagerst i lille felt, hvor Elvius står helt blank og header tilbage ind i det lille felt, hvor det ser ud til, at der opstår lidt panik fra B93. Men bolden ender hos Nicolai Clausen, som sender bolden ind over stregen til føring til HIF. Fuldt fortjent af HIF-mandskabet, som ind til nu, har siddet på opgøret. Tre minutter senere, endnu et fint HIF-angreb, som ender med et højt indlæg, men det kommer for tæt på mål, og B93-keeperen kan gribe. B93 forsøger og forsøger at finde åbningerne hos HIF, men HIF-mandskabet kæmper forbilledligt, og tvinger B93 til at spille sidelæns og og baglæns. De kommer dog frem til en afslutning i det 31. minut, men sender bolden lige i favnen på Ravn. Men to minutter senere. En lang bold sendes frem, og hen over HIF-forsvaret, som er kommet lidt for langt frem. B93s Casper Andreasen støder frem og ender i en løbeduel med Malte Kiilerich, og de har begge godt fat i hinanden. Men B93'eren holder sig på den rigtige side af Kiilerich, og da Ravn løber ud af sit mål, løfter han bolden ind over ham og sender udligningen i nettet. Havde det været i den anden ende, ville jeg ikke tøve med at kalde det en flot scoring.

HIF-mandskabet lader sig dog ikke slå ud. Og der skal heller ikke gå mere end 4 minutter, så er der hjørnespark til HIF igen. Igen er det Louka Prip der sender bolden højt ind i det lille felt, og B93 kommer lidt flagrende ud, og der heades men det bliver til et nyt hjørnespark. Dette skaber lidt ravage og lidt klumpspil, men igen kommer Nicolai Clausen til, og sender HIF i front med 2-1. Dette bliver også stillingen ved pausen.

Ingen udskiftninger i halvlegen, men bare 4 minutter ind i 2. halvleg bliver Marvin Egho skadet, og må lade sig skifte ud med Frederik Høgh, som i øvrigt har divisionens højeste scoringssnit i forhold til antal minutter på banen. I det 53. minut er en B93-angriber lige ved at smutte uden om Nicolai Clausen, der er bagerste mand, men på fin vis, får Clausen lige præcist prikket bolden væk. Minuttet efter forsøger Elvius sig med en afslutning udefra, der desværre går over mål. 57. minut. B93 forsøger med et pres, som HIF-forsvaret får afværget og sendt bolden op ad banen. Den ender hos Andreas Smed ude på venstre kant, og han trækker op ad, og får sparket bolden ind i feltet, hvor den tager stolpen, og ryger ud igen. Lige til Høgh, som sender HIF på sejrskurs med sin 6 sæsonscoring, heraf 2 i pokalen. HIF begynder nu langsomt at trække sig tilbage, og giver B93 mere plads på midten. Dette giver nogle flere muligheder, men heldigvis ingen scoringer. Og efter 5 minutters tillægstid, fløjter dommer Sebastian Aagerup kampen af, med en fortjent sejr til HIF.

Fin indledning på sæsonen, hvor det blev til 3 gode point. Det ser fornuftigt ud, og 4 point i de sidste 3 kampe, så er top 6 sikret, med mindre Kolding sætter point til i næste uge mod Hobro, så kan mindre også gøre det. Men ellers er der på vej til at blive lagt op til en del-sæson-finale mod netop Kolding om 14 dage.

Cheftræner, Martin Retov: "Må sige at det er en flot start. Man går jo altid og tænker på, hvordan man står i sådan en opstart. Træner vi nok, har vi nok detaljer i det vi laver ?. Og så kommer man ud og spiller, og i dag synes jeg at vores håndtering af kampen var helt rigtig, og et kæmpe cadau til drengene. Vi ved jo godt hvad B93 er, vi ved godt hvor dygtige de er på bolden i de små områder, og spillen den rundt om os. Men vi håndterede det godt på strukturen, og så var vi dygtige på dødboldene, og det vinder vi kampen på."

Kampside