Ærefuldt nederlag ude mod Brøndby IF

22. januar 2023 - Hvidovre Fodbold

Kampens første store chance tilfalder HIF efter 10 minutter, da Tobias Thomsen forsøger sig fra kanten af feltet, men Brøndby's målmand kommer fremragende ned, og parerer bolden uden om til hjørnespark. I det 13. minut er det så Brøndby, der efter et mindre pres, header forbi målet. I det 15. minut er HIF-forsvaret gået lidt langt frem, og kun Stenderup er tilbage, hvorefter Carl Björk spilles dybt, og først overlister Stenderup og dernæst Casper Hauervig, og sender bolden i det tomme mål. Efter en halv time, får Brøndby en større mulighed, men afslutningen sendes forbi mål. 5 minutter senere er det HIF, da Christian "Greko" Jakobsen sender bolden lige over mål. Det bliver en første halvleg, hvor HIF er fuldt ud med, og bider godt fra sig - bortset fra ved Brøndby's scoring.

Anden halvleg er blot et par minutter gammel, da Marcus Lindberg, fra en position midt i feltet, bringer balance i regnskabet, efter at Brøndby-forsvaret er spillet tyndt. I det 62. minut får Brøndby en stor mulighed, da bolden heades over Hauervig, og tager overliggeren. Men Hauervig får snuppet riposten. 2 minutter senere ender et rigtigt godt HIF-angreb i et hjørnespark, der dog ikke kommer mere ud af. Og så, i det 64. minut, får Brøndby et frispark lige uden for Hvidovre-feltet. Marko Divković sparker, og han sender bolden over muren, og selvom Hauervig får hånden på bolden, kan han ikke forhindre at Brøndby bringer sig i front. Og så går det stærkt, blot to minutter senere bliver HIF-forsvaret spillet tyndt, og fra en fri position, kan Marko Divković endnu en gang sende bolden ind under en fremadstormende Hauervig. HIF har tabt lidt af pusten, og Brøndby får lagt et tungt pres. HIF holder dog stand lige til det 81. minut, hvor Brøndby endnu en gang, får et frispark lige udenfor feltet. Denne gang er det Simon Hedlund, der sparker, og han sender bolden uden venstre om muren, og Hauervig må endnu en gang give fortabt, da bolden ryger i nettet, og bringer Brøndby foran 4-1. Det blev et lidt stort nederlag, som dog først bliver skabt, da HIF taber pusten 20 minutter ind i 2. halvleg. Indtil da, bider HIF godt fra sig.

Cheftræner Per Frandsen: "Der var gode ting og dårlige ting. Det var en god træningskamp for os, og der er nogle ting, vi kan tage med og arbejde videre med".