U16-pigerne åbner jubilæumsdagen på Pro Ventilation Arena

27. juni 2025 - Karsten Madsen

Når Hvidovre IF fejrer sit 100-års jubilæum i morgen lørdag den 28. juni, bliver det klubbens U16-pigehold, der sparker festlighederne i gang. Klokken 11.30 spiller pigerne nemlig forkamp på Pro Ventilation Arena mod BSF – og det bliver ikke bare en kamp, men en helt særlig oplevelse.

Holdet har netop afsluttet en stærk sæson i række 1, hvor det blev til en flot 4. plads, og pigerne sluttede af med manér med en overbevisende 7-1 sejr over Nørrebro United.

Træner Steven Wood glæder sig til at se sit hold på klubbens hovedbane og foran et større publikum:

– Jeg og pigerne glæder os rigtig meget til kampen. Det bliver noget særligt at spille på stadion, og vi håber, at mange møder op og skyder hele festdagen i gang sammen med os. Pigerne fortjener opbakning – de har arbejdet hårdt hele sæsonen.

At pigekampen åbner dagen er ikke tilfældigt. Sportschef Peter Lassen ser det som et vigtigt signal:

– Jeg er glad for, at der er blevet tænkt på kvinderne og pigefodbolden i forbindelse med en så stor dag i klubbens historie. Jeg glæder mig til at se kampen – og håber, at kvindefodbolden kommer til at fylde endnu mere, når vi fejrer 125-års jubilæum.

Kampen fløjtes i gang kl. 11.30, og dørene til stadion åbner allerede kl. 11.00. Kom i god tid og vær med fra starten, når en ny festdag i Hvidovre IF's historie begynder – med ungdom, talent og fremtid i centrum