HIF indtrådte i dag i Oddset Pokalens 2. runde, og skulle møde Fjordager IF, fra det nordlige Odense, som til daglig spiller i Danmarksserien pulje 3. Fjordager slog i 1. runde B1909 med 7-6 efter forlængelse og straffespark. Der var til dagens kamp rykket noget rundt på holdet, og der blev givet spilletid til nogen af dem, der ikke har fået så meget i de første kampe i superligaen. Det gav debut til Adrian Kappenberger i målet, og det blev til et gensyn med tilbagevendte Malte Kiilerich. Der var også fundet plads til Philip Rejnhold, Jeffrey "Papa" Adjei-broni, Marius Papuga, Mathias Gehrt, Morten Voldby og Simon Makienok i startopstillingen sammen med Magnus Lysholm og Christian "Greko" Jakobsen, der i dagens anledning var blevet udnævnt til anfører.
Blot 2. minutter er spillet da Voldby tager et rush på venstrekanten, hvor der dog ikke er nået at komme andre med frem i feltet, så han må vente med indlægget, og bolden løber ud over baglinjen. Et mindre gys gik gennem de fremmødte Hvidovre-supportere i det 5. minut, da HIF mister bolden ved midterlinjen, og giver Fjordager en kontra. Heldigvis når Kiilerich tilbage, og får presset FIF-spilleren til en afslutning, der går lige i favnen på Kappenberger. Simon Makienok viser første gang, hvorfor han er med, i det 7. minut, da han modtager et indlæg fra Mathias Gehrt, fra højresiden, og afslutter med et hovedstød, der dog går lige i favnen på FIFs målmand. 10. minut, Rejnhold løfter bolden hen over de bagerste FIF-forsvarere, og Gehrt er stukket og går til baglinjen. Desværre bliver indlægget lidt upræcist, og ryger ud over baglinjen på den anden side af målet. "Papa" spilles i feltet af Rejnhold, i det 13. minut, hvor han snyder to mand, men desværre hænger han fast i græsset, og vælter omkuld. Han ville ellers gerne have haft et straffespark der, men dommerens fløjte er tavs. I det 17. minut har HIF så bolden i FIF-nettet første gang, efter et hovedstød af Voldby. Desværre ser linjedommeren offsiden, og hiver prompte flaget op. I det 19. minut sender Lysholm en udmærket afslutning afsted, som FIF-målmanden må give hjørnespark på. Der er her optræk til panik i FIF-forsvaret, men der bliver til sidst sparket ud til indkast. Og så, endelig i det 21. minut. Et indlæg fra venstre, går ind til en perfekt placeret Makienok, og han header sin første scoring for HIF i kassen. En fuldt fortjent føring. Det kunne være blevet 0-2 i det 29. minut, men afslutningen midt i feltet, reddes på målstregen af en Fjordager-forsvarer, der sender bolden uden om målet til hjørnespark. Og i det 33. minut er det så "Papas" tur til at brillere. Han modtager bolden nogle meter inde i feltet, vender rundt om sig selv, og snyder to mand, hvorefter han sender bolden fladt i nettet, uden for målmandens rækkevidde. Det kunne være blevet 0-3 efter et hjørnespark et par minutter senere, men Fjordagers målmand hiver en fin redning oppe under overliggeren. Men det bliver det til gengæld til i det 38. minut. En dyb stikning til "Greko" svigter han ikke på, og han sender bolden i nettet uden for målmandens rækkevidde. I det 41. minut kører "Papa" rundt med tre mand, men får lige overdrevet driblingerne til sidst, og mister bolden. Et minut inde i halvlegens overtid, sender Rejnhold bolden ind til en helt fri Makienok, og han header igen bolden i nettet. Desværre bliver han igen dømt offside.
Mere sker der ikke, og holdene kan gå til pause med en fuld fortjent føring til Hvidovre IF. Det er ikke meget at Fjordager har været over midterlinjen, og Hvidovre-mandskabet har fuld kontrol over kampen.
I pausen afløser Mathias Andreasen, Morten Voldby. Der er bare spillet 4 minutter af anden halvleg da Makienok vrister sig fri fra sin to-mandsoppasning omkring det lille felt, til højre for målet, og herefter sparker fladt forbi Fjordagers målmand, til HIF-føring på 4-0. I det 53. minut er FIF på et sjældent besøg omkring HIF-feltet, men forsvaret får afvist. I det 55. minut får HIF et frispark lige uden for FIF-feltet. Makienok starter med at hoppe over bolden, og "Papa" skyder derefter, men desværre lige i muren. 61. minut. Marius Papuga forsøger med en god afslutning, og FIF-målmanden må ud i fuld længde og give hjørnespark. Lige inden det tages, fortager HIF en tredobbelt udskiftning. Tobias Thomsen afløser Makienok, Matti Olsen afløser Nicolaj Geertsen og Martin Spelmann afløser Philip Rejnhold. Fem minutter senere bliver "Greko" afløst af Marcus Lindberg, der samtidig overtager anfører-bindet. I det 69. minut kommer Thomsen igennem i venstresiden af feltet. Han spiller skråt tilbage til Lysholm, som afslutter, men blokeres. Bolden ryger tilbage til Thomsen, som desværre sparker over målet. Blot 5 minutter efter Lindberg er kommet på banen, sendes han afsted med en dyb stikning, og alene med målmanden trækker han højre om, hamrer bolden i det tomme mål til stillingen 5-0. Et fremragende indlæg i det 74. minut i det lille felt fra Lindberg til Mathias Andreasen, som afsluttter, men desværre rammer en FIF-spiller og går til hjørnespark. I det 77. minut er det så Papugas tur. Efter en smule klumpspil i feltet, ryger bolden ud til Papuga, som hamrer bolden ind under overliggeren med et fremragende skud. 6-0. Det bliver 7-0 i det 80. minut, da Spelmann bryder igennem på højrekanten og finder Tobias Thomsen i feltet, hvor han sender bolden i nettet. Blot to minutter senere, bliver Fjordager-forsvaret igen flået fra hinanden og med sin anden scoring sender Lindberg bolden i nettet og den står nu 8-0 til Hvidovre. Det er lige ved at blive til endnu en scoring, men et drømmehug fra Matti Olsen fra distancen rammer desværre stolpen. Jeg vil tro at den står og blafrer endnu.
HIF skal have stor ros for at fortsætte med at spille fodbold, selv efter at være kommet stort foran. Man må ikke underminere den vigtighed for selvtilliden det er, bl.a. at holde nullet. Fjordager forsøgte men formåede ikke, bortset fra et par enkelte gange, at komme over midterlinjen, men stod massivt i forsvaret.
"Hva' si'r du til det Frandsen ?": Jamen, jeg er meget glad. Drengene viste en god professionel indstilling. Det er altid svært mod de her hold, men vi får en masse selvtillid, og får scoret nogle flotte mål.