Status på Staben i Hvidovre IF

19. juni 2025 - Karsten Madsen

Opstarten til en ny sæson nærmer sig, og med cheftræner Martin Retov ved roret er der naturligt fokus på sammensætningen af det sportslige setup omkring førsteholdet.

Som tidligere meldt ud, er Kim Daugaard senest blevet tilknyttet som ny assistenttræner. Han indgår i den daglige træning og kampforberedelse med særligt ansvar for analyse, og sammen med Retov skal han sætte retningen for det nye HIF-hold i Betinia Ligaen.

Christian Grønbæk, der har været en del af førsteholdsstaben gennem flere sæsoner, fortsætter uændret i sin rolle som både assistenttræner og talentchef. Hans kontinuitet og kendskab til klubbens DNA bliver en vigtig brik i overgangsfasen.

Også fysisk træner Mathias Meyer fortsætter i teamet, ligesom den øvrige fysiske stab bestående af  Michael Nørregaard, Thomas Greve, Simon Rasmussen og Læge Mathias Gregersen fortsætter deres vigtige arbejde omkring spillernes fysiske forberedelse og skadesbehandling.

Vores fire holdleder Erlings Steen, Jan Johansen, Benjamin Andersson og Jan Dørge forsætter alle. 

Der blev i går også sagt farvel til et kendt ansigt i staben. Målmandstræner Mikkel Drexel stopper efter to sæsoner i klubben.

Holdet starter officielt op til den nye sæson mandag den 23. juni, og forberedelserne frem mod første turneringskamp er allerede godt i gang i kulissen.