På søndag skydes forårssæsonen i gang, når vi hjemme tager imod Randers FC. I det omvendte opgør var Randers FC foran 2-0, men Andreas Smed satte gang i et comeback, der udløste det første Superliga-point. Målscoreren fra det opgør glæder sig til at komme i gang med sæsonen efter vinterpausen.
"Det er altid fedt at komme i gang efter vinterpausen og noget, vi alle har set frem til. Vi har haft en god træningslejr, hvor vi har arbejdet hårdt på formen og skabt en tro på, at vi kan lykkes med at overleve. Det er vigtigt for os at starte stærkt og forsøge at lægge et pres på de hold, der ligger over os i tabellen, og derfor er det også essentielt at kunne tage point i forårspremieren", fortæller Andreas Smed.
Smed forventer en tæt kamp, som man også så det i det første opgør i Randers tilbage i juli måned.
"Ligesom i det omvendte opgør forventer jeg, at det bliver en tæt kamp. Randers er et hårdtarbejdende hold, der bliver ved med at presse på, så vi skal være godt forberedt og fuldt koncentrerede gennem hele kampen.
For at sikre os point mod Randers FC skal vi spille med stor disciplin, og det kræver en kollektiv indsats fra hele holdet, både i forsvaret og i angrebet. Det var blandt andet noget af det, der lykkedes for os i sejren mod OB i efteråret, og det er nogle af de succesoplevelser, vi forhåbentlig kan bygge videre på i foråret."
Kantspilleren bankede som sagt sin første Superligakasse ind mod Randers FC, og Smed håber at gentage succes fra det opgør.
"At score mit første Superliga-mål var en fantastisk følelse og en milepæl i min karriere. På daværende tidspunkt var vi bagud i kampen, så det var desværre ikke meget, jeg fik nydt i øjeblikket. Vi kom tilbage i kampen efter at have været bagud 2-0, og det var et vigtigt point, vi fik fightet hjem. Selvom jeg har været tæt på et par gange, mangler jeg stadig at få scoret på hjemmebane i denne sæson, og det håber jeg selvfølgelig kan ske på søndag, når vi møder Randers," slutter Smed