Det gik som det skulle, da Hvidovre idag tog imod bundholdet fra B1908. En 2-0 sejr blev hevet i land, og det var der vel ikke rigtig nogen der kunne indvende noget i, på trods af en målløs 1. halvleg.
Hjemmeholdet kom bedst ud til kampen og satte sig fra første fløjt på spillet. Hvidovre havde bolden mest, mens 8'erne stillede sig ned og lurede på omstillinger. Hvidovres overtag var tydeligt, og allerede efter 5 minutter var Magnus Fredslund tæt på at finde Mads Rønne med et indlæg fra højre side, men Rønne nåede akkurat ikke frem til bolden. I minutterne efter blev Daniel Holm spillet i dybden. Holm tog et træk forbi målmanden, men desværre blev vinklen for spids og tværafleveringen kom til at ligge bag ved en fremadstormende Rønne, så stadig 0-0.
Hvidovre havde flere gode muligheder, blandt andet ved Mads-Christopher Pedersen, men ind ville bolden ikke før pausen. 8'erne havde ikke meget at byde på, men kom dog tæt på ved en enkelt lejlighed, da bolden faldt ned for fødderne af Casper Offenberg, der dog overplacerede hans forsøg på Mikkel Hasling i Hvidovremålet. 0-0 ved pausefløjt og generelt en lidt tam halvleg af slagsen.
Hvidovre kom som i første halvleg bedst ud efter pausen. Boldbesiddelsen var vel 70-30 i Hvidovrefavør, og heldigvis skulle der ikke gå længe før overtaget skulle omsættes i en føring.
Et hjørnespark fra venstre fra Frederik Krabbe, blev headet tilbage i feltet og Christopher Østberg kunne med en flot flugtning sende Hvidovre i front. Derefter fik 8'erne lov til at lege med i de næste fem minutter, men blev kun nærgående ved et langskud over Haslings mål.
Efter cirka en times spil var der så debut til Semere Haile, som var kommet til fra Svebølle i sommerpausen, og det skulle vise sig at være en god ide. Semere bragte fart og snert ind i Hvidovres offensiv, og virkede overordentligt veloplagt.
Hvidovre fortsatte deres dominans, men havde stadig svært ved at få udmøntet overtaget i en scoring. Efter 77 minutter kom forløsningen så. Semere modtog bolden i feltet og nærmest på baglinien snød han hans markering og lagde den på tværs til en fremadstormende Mads Rønne der kunne sætte 2-0 målet ind bag den tidligere Hvidovre keeper, Oliver Korch.
2-0 målet gav den ekstra ro der skulle til og med en anelse mere skarphed, kunne Mads Rønne og Daniel Holm godt have gjort sejren større. Det blev ved de 2-0 og en vigtig sejr til drengene der nu ligger på en 2. plads. De kan dog blive overhalet af HIK, der i morgen møder Holbæk på Holbæk Stadion.
Det var da også en lettet og tilfreds cheftræner som redaktionen fangede efter kampen.
"Jeg er tilfreds med at vi vinder og at vi formår at diktere kampen som vi gør. Vi viser at vi ikke kun er et hold der kan spille på omstillinger, omend det er rigtig svært at møde et hold der forsvarer med alle 11 mand. At vi så godt kan score noget mere på alle de chancer vi trods alt har, er en anden sag. Men vi er glade og tilfredse med at vi igen kunne sætte 3 point ind på kontoen. Det var en vigtig sejr, der gør at vi kan have lidt ro på frem til fredagens kamp mod AB Tårnby".
Næste kamp er allerede på fredag, når vi igen har hjemmekamp, når et andet Amagerhold kommer på besøg i form af AB Tårnby.
Kampfakta:
1-0. Christopher Østberg (52.)
2-0. Mads Rønne (77.)
Indskiftninger:
60. Semere Haile (Mads-Christopher Pedersen)
75. Mikkel Dahl (Peter Benjaminsen)
83. Frederik Emil Andersen (Magnus Fredslund)
Tilskuerantal: 408