Remis på Pro Ventilation Arena (1)

25. februar 2024 - Michael Hentrich


Jeffrey "Papa" til 1-0. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

Nu skulle der til at tikke point ind på kontoen, hvis håbet om overlevelse i Superligaen, stadig skulle være intakt. 1. halvleg bliver uden de store chancer, men der bliver kæmpet midt på banen af begge hold, med HIF med et lille overtag. Jeffrey "Papa" Adjei-Broni tryller i det 35. minut, og sender en afslutning afsted, som desværre blokeres tæt på streg. I halvlegens overtid stikkes Anosike Ementa, men Adrian Kappenberger kommer godt ud af målet, og får presset ham længere ud til højre, så afslutningen sendes i sidenettet. Ret meget mere sker der ikke, og så kan holdene gå til pause med 0-0.

I anden halvleg kommer HIF langt længere frem på banen. Martin Spelmann sendes afsted i det 48. minut, og han trækker fra Viborg-forsvareren, men afslutningen går lige på Viborgs målmand. Havde Spelmann kigget lidt op, så havde han nok set, at Simon Makienok stod helt fri, lidt længere inde mod målet. Det gode pres holder ved. Men pludselig, helt ud af det blå, peger dommeren på straffesparkspletten i HIF-feltet, og straffe til Viborg. Heldigvis sendes bolden på overliggeren og ud i spil igen, og HIF redder sig i denne omgang. Der kommer dog lidt mere tryk på kampen, efter det brændte straffespark. I et angreb ryger Spelmann til jorden i Viborgs felt, men spillet fortsætter, og det bliver Viborg der kommer frem til afslutning i den anden ende, men den ender heldigvis langt over HIF-målet. Og så, i det 69. minut. Et fremragende HIF-angreb, ender i venstre side, hvor Marc Nielsen får sendt fladt ind i Viborg-feltet, og her står "Papa" og helt fri, sender han bolden ind over stregen. Fuldt fortjent føring til HIF. Desværre holder føringen kun 6 minutter, og så bliver HIF-forsvaret taget på sengen, og bliver noget passivt, og så kan en helt fri Isak Steiner Jensen bringe balance i regnskabet. HIF giver dog ikke op, og bliver ved med at presse på. Det giver et hjørne i det 84. minut som Magnus Fredslund sender fint i feltet og her står Simon Makienok og han sætter hovedet på, og med det første Superliga-mål for HIF, bringer han HIF foran 2-1. Nu skal føringen bare holdes hjem, men i halvlegens 5 overtidsminut får Viborg et frispark midt på HIFs banehalvdel i højre side. Dette sendes højt i feltet, men afvises i første omgang. Dog ryger bolden lige ud til Ibrahim Muhammad Said, og med et drømmehug (desværre), sender han kuglen ind bag en paralyseret Kappenberger. 3 minutter senere, fløjter dommeren så kampen af.

Simon Makienok fik sin første superligascoring for HIF. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Så tæt på den totale triumf og første superligasejr på hjemmebane, og så alligevel en skuffelse med kun det ene point. Så ærgerligt.

Hva' si'r du til det Frandsen?: Det føles som et nederlag. Jeg synes drengene gjorde det fantastisk, på en svær bane. Jeg synes det var synd for dem, at de ikke fik den succesoplevelse, for det gjorde det fantastisk.

Kampstats