Vi søger en praktikant, der vil være med til at udvikle vores sociale medier i en klub, hvor tingene går stærkt.
Du vil være en del af den daglige drift, og dine primære områder bliver at hjælpe vores kommunikationsafdeling med at planlægge, tilrettelægge og redigere indhold til vores sociale medier (Instagram, Facebook, LinkedIn) og hjemmesider. Disse områder producerer indhold og kommunikation både for den sportslige sektor samt vores partnernetværk.
Den ideelle praktikant har en interesse for sport og medier og besidder en god portion kreativitet. Vi ser gerne, at du har erfaring med sociale medier, men det vigtigste er, at du i øjeblikket går på en uddannelse, der relaterer sig til kommunikation og medier – fx journalistik, kommunikation eller lignende. Har du erfaring med kamera, lyd og redigering er det et plus, men ikke et krav.
Du skal trives i et miljø, hvor tingene går stærkt. Vi er en mindre administration, hvor vi alle hjælpes ad for at få enderne til at mødes, og det forventes, at en kommende praktikant har samme indstilling.
Praktikken er sat til 37 timer ugentligt – inklusive kampdage. Det forventes, at du deltager i vores hjemmekampe, som af og til også er i weekenden.
Praktikkens varighed finder vi i samarbejde med dig, men vi ser gerne, at du har mulighed for at være hos os i forårssæsonen 2025 med start januar/februar. Praktikken vil foregå på Pro Ventilation Arena, Sollentuna Alle 3, 2650 Hvidovre.
Vi kan tilbyde et sjovt og lærerigt miljø, hvor du får stor medbestemmelse og masser af erfaring. Derudover er vi en arbejdsplads med masser af sociale aktiviteter, og du får mulighed for både at tage med til udebanekampe, netværksarrangementer og vores fælles ugentlige morgenmad.
Send din ansøgning samt dit CV til kommunikationsansvarlige Stine Amalie Kristoffersen på stine@hif.dk senest d. 1. december 2024. Har du eksempler på konkret indhold, som du har været med til at producere, må du gerne medsende dette. Samtaler vil blive afholdt de første to uger af december.
Har du spørgsmål kan du kontakte Stine Amalie Kristoffersen på stine@hif.dk eller 28933121.
Vi glæder os til at høre fra dig.