Optakt til aftenens kamp mod Brønshøj

11. september 2015 - Hvidovre Fodbold

Efter søndagens ærgerlige nederlag, skal Thomas Vesth's tropper forsøge at komme tilbage på sporet, når hvepsene fra Brønshøj i aften gæster Kæmpernes Arena. De sidste 10 dage har budt på en mindre formnedgang. Først med en straffesparksafgørelse mod Fremad Valby i DBU Pokalen, og senest med et 2-1 nederlag i Espelunden mod Avarta. Dermed er perioden på 15 kampe i træk som ubesejrede brudt, men det fylder ikke så meget i cheftrænerens hoved. Der er fuld fokus på aftenens kamp.

"Det måtte jo komme på et tidspunkt. Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med søndagens resultat, men det viser bare at hvis man ikke er der på dagen, kan man tabe til alle hold i den her række. Effektiviteten har ikke været overbevisende i den seneste tid. Vi skaber nok chancer, men har ikke været kyniske nok foran kassen. Der var for mange der ikke præsterede mod Avarta, men jeg er sikker på at det var en enlig svale. Jeg glæder mig dog over at se Mads Rønnes opadgående formkurve, og det er dejligt at dette også er begyndt at udmønte sig i nogle mål. Han udstråler mere og mere overskud for hver uge der går".

 Det bliver dog ikke nogen let opgave der venter i aften mod nedrykkerne fra Brønshøj, og det er cheftræneren helt bevidst om.

"Brønshøj er nedrykkere fra Bet 25 Ligaen, og vi har en sund respekt for vores modstander, men jeg er overbevist om at vi kan lave et godt resultat. Brønshøj har fået en blandet start på sæsonen, men har blandt andet slået både Avarta og HIK, og var i weekenden lige ved at få et point ud af deres kamp mod AB, på trods af at være i undertal i 88 minutter. Jeg tror skarphed i begge felter i dag bliver en vigtig faktor".  

Thomas Vesth har udtaget følgende bruttotrup til aftenens kamp.

 

1. Mathias Djærnes

2. Jacob Hillstrøm

3. Frederik Krabbe

5. Nicholas Marfeldt

6. Kasper Jensen

7. Peter Benjaminsen

8. Mikkel Dahl

11. Daniel Holm

12. Anders Vestergaard

13. Mikkel Hasling (m)

14. Christopher Østberg

15. Tim Risvig

16. Magnus Sonne

17. Louka Andreassen

20. Mads-Christopher Pedersen

21. Mads Rønne

23. Frederik Emil Andersen

30. Magnus Fredslund

66. Kristoffer Wichmann

 

Kampen fløjtes i gang på Kæmpernes Arena kl. 19.00. Vi glæder os til at byde jer velkommen.