Med Horsens' pointtab fredag aften, kunne Odense Boldklub nøjes med uafgjort, for at være sikker på oprykningen til Superligaen, efter et enkelt års fravær. HIF på den anden side, havde en sejr fra i mandags at forsvare, så det kunne godt gå hen og blive et seværdigt opgør.
Daniel Stenderup i græsset. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Det bliver dog OB, der kommer bedst ud fra omklædningen. De første 10 minutter skal HIF lige bruge til at komme på plads. Selvom forsvarsopstillingen var identisk med mandagens, så var Magnus Fredslund og Nicolai Clausen på de to backer alligevel trukket nogle meter længere tilbage for at stoppe OB, og det skulle lige ned og sidde i benene. Men da de første 10 minutter er gået, kommer HIF langsomt mere med. Et frispark i det 19. minut til HIF bliver sendt godt i feltet af Fredslund, hvor det i første omgang afværges af OB-forsvaret, men bolden ryger lige ud til Nicolai Clausen, der forsøger ad to omgange, men anden gang rammer han ikke ordentligt, og bolden ryger skråt til venstre hvor Andreas Smed er lige ved at få afsluttet, men det bliver et målspark til OB. I det 23. minut kommer kampens, ind til da, største chance da "Freds" lægger en fantastisk bold ind i det lille felt, hvor Simon Makienok komemr højest, men desværre ryger hans hovedstød på overliggeren, og derefter til målspark. Men fantastisk angreb. 28. minut. Bortset fra de første ti minutter, er kampen nu helt lige, og HIF har fået godt fat. Men nu kommer OB til en afslutning lige uden for feltet, efter Malte Kiilerich har headed væk. Theo Sander kommer godt ned og holder fast i bolden. OB har ualmindeligt svært ved at komme frem, og det ender ofte med en aflevering bagud til Martin Hansen i målet eller til bagerste mand Bjørn Paulsen. Forsøger OB sig alligevel, så er det ofte i deres højreside, hvor Nicolai Clausen har godt fat, og ofte får brudt. Og så, i det 36. minut. "Freds" lægger en hård og præcis aflevering mod forreste stolpe, og her dukker Malte Kiilerich op, og med et perfekt hovedstød, sender han HIF i front. Fremragende scoring. HIF holder fast i de sidste 10 minutter, og kan fortjent gå til pausen med den snævre føring.
Der jubles efter Kiilerichs scoring. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Fremragende indsats af HIF, der virkeligt får lukket godt af for OB, som virker rådvilde og ikke helt ved, hvad de skal gøre ved bolden.
2. halvleg er lidt i samme stil som første. HIF har et par mindre muligheder, men OB forsøger et pres i det 51. minut, og HIF virker lidt i pankik, men Malte Kiilerich, som i øvrigt bliver kåret til kampens HIF-spiller, får sparket en befrier langt op ad banen. OB forsøger igen i det 54. minut, men OBs Kjerrumgaard får headet over mål. 60. minut. En lang bold sendes frem til Andreas Smed, og han løber fra to mand, men OBs målmand kommer ud af sit mål og ud af feltet, og så bliver Smed nødt til at forsøge, men det bliver ikke præcist nok, og bolden ryger til målspark. 62. minut. Nu er det Fredrik Krogstads tur, men hans afslutning bliver brudt af en OB-fod. 66. minut. OB forsøger et gennebrud i deres højreside, og forsøger et indlæg, men Theo Sander kommer godt ud og griber bolden. 66. minut. Makienok vipper bolden videre til Jeffrey "Papa" Adjei-Broni, som sender den skråt videre til Smed, men desværre bliver hans afslutning lidt for svag. Det bliver lidt frem og lidt tilbage de næste ti minutter, men i det 77. minut går det galt. "Papa" spilles igennem i feltet, og i nærkamp med en OB-forsvarer, forsøger han sig med at lade sig falde, og det ender med et gult/rødt (anden advarsel) for film, og så er det farvel og tak. Men i første omgang, så bryder HIF efter frisparket, og Smed smutter igennem, og spiller skråt frem til Makienok, der afsluttter, men desværre i sidenettet. Det kunne ellers have lukket kampen. I stedet kommer OBs Mickelson igennem på kanten i det 80. minut, og HIF har ikke helt fundet formen efter udvisningen, så han lægger højt i feltet og her kommer Luca Kjærrumgaard højest, i kamp med to HIF'er, og han header ned i jorden, og bringer balance i regnskabet for OB. Drønærgerlig scoring for HIF, som ellers har haft helt styr på kampen. Et minut inde i overtiden kunne det være gået helt galt, da OB kommer frem til to kæmpechancer. HIF satser offensivt de sidste to minutter, men det er for sent, og det bliver ved de 1-1.
Andreas Smed i tæt kamp. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Virkeligt ærgerligt pointtab. HIF har helt styr på den kamp indtil det 80. minut. Men et stort tillykke skal lyde herfra med oprykningen til OB.
Hva' si'r du til det Frandsen? - "Det føles som et nederlag. Drengene spiller en fantastisk kamp, og det er først da vi bliver 10, at de kommer rigtigt frem til chancer. Så vi føler det som et et nederlag".
Kampstats
Theo Sander. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis