Hvidovre har lavet en aftale med B1908's tidligere cheftræner, Christian Iversen, om at tiltræde som assistent for cheftræner Thomas Vesth Hansen. Christian har de seneste 3,5 år været i B1908, først i 2 år som assistent, og senest i 1½ år som cheftræner. Christian afløser Jonas Schumacher, som har været i Hvidovre det seneste halve år.
Formand Martin Krogh Jensen: "Vi har lavet aftalen med Christian Iversen, for at skærpe os på trænersiden. Hvor vi i Jonas Schumacher havde en dygtig fodboldspiller, med et godt humør, men ikke den store trænererfaring, så får vi nu en "sulten" assistent, der har et indgående kendskab til både, hvad der venter, og hvad der kræves. Vi har været glade for "Schu", der har ydet en stor indsats, og ønsker ham held og lykke videre frem"
Cheftræner Thomas Vesth Hansen: "Jeg kender Christian rigtigt godt fra vores møder rundt omkring på de forskellige stadions, hvor vi har diskuteret fodbold. Jeg glæder mig meget til samabejdet".
Christian Iversen: "Jeg er super ambitiøs, og selvom det godt kan virke som om, jeg træder ned ad stigen i forhold til at gå fra et cheftrænerjob til assistent, så har jeg fået et rigtigt godt indtryk af Hvidovre, som en klub, der gerne vil op igen, hvor det er sjovt. Det passer fint med mine egne ambitioner. Jeg har jo også talt en del med Thomas over de sidste par år, så jeg glæder mig til at skulle agere sparringspartner."