Der var dømt bundopgør i dagens kamp mellem Nykøbing (næstsidst) og Hvidovre (3. sidst), og skulle Hvidovre hive sig op igen, efter 3 nederlag på stribe, så skulle det være i dag. Det er dog ikke til at se, for knap er kampen fløjtet i gang, og bolden har rullet i 2 minutter, da den ligger i nettet hos Hvidovre-mandskabet. Efter en tur i højresiden, bliver bolden spillet ind i feltet, hvor den løftes mod fjerneste stolpe, hvor en helt umarkeret Joachim Wagner, kan heade bolden ind. En spand koldt vand på et Hvidovre-mandskab, der herefter aldrig rigtigt fandt sig selv i halvlegen. En kneben føring til Nykøbing ved pausen, som efter spil og chancer, godt kunne have været større.
Der foretages en dobbeltudskiftning i pausen, hvor Lasse Brandt og Mohamed Diarra erstatter Rasmus Louie og Magnus Fredslund. Det giver HIF en del mere spil, men rigtig farlige bliver de ikke. Nykøbing viser dog heller ikke meget, og stiller sig ned for at forsvare føringen. Den største chance til HIF kommer i det 56. minut, da der bliver etableret et godt angreb, hvor Andrá Bjerregaard går til baglinjen, og spiller skråt tilbage gennem det meste af feltet til Nicolaj Agger, som sparker mod fjerneste stolpe. En NFC-forsvarer når dog op, og lige før (maks 10 cm.) stregen, får han strukket sig, og header bolden op på overliggeren og ud i spil igen. I de sidste minutter kaster HIF alt frem, og det giver pludselig NFC en omstilling, hvor bolden spilles langt, og selvom Nicolaj Bak Johannesen halser efter, laver NFC-spilleren stop-finten, og sender Nicolaj videre, og spiller bolden ind mod midten af feltet, hvor den spilles videre endnu engang til modsatte stolpe, hvor Emil Holten sender den ind bag en sagesløs Alexander Horsebøg i Hvidovre-målet. 2-0, og så var kampen lukket.
Cheftræner Per Frandsen: Vi stiller jo slet ikke op i første halvleg. De var klart bedre end os, i alle spillets facetter - pres, genpres og at gå ind i tacklingerne. Alt det, som vi plejer at stresse vores modstandere med, men som ikke lykkes i dag. Vi kommer bedre med i 2. halvleg, og har også en på overliggeren, men alt i alt må man sige, at det var en fortjent sejr til Nykøbing.