Næstved - HIF: 1-0, 2026-01-23

23. januar 2026 - Michael Hentrich

Det var nu blevet tid til den første træningskamp, inden slutspillets sidste 4 kampe i foråret, og derefter slutspillet. En bidende kold hal i Næstved lagde plads til. Der var ingen nye ansigter, men et par af U23-spillerne havde fået chancen for at vise sig frem.

Kampen starter jævnt op, og de første 17 minutters tid foregår spillet midt på banen, og de to hold skal se hinanden an. Den første store chance tilfalder Hvidovre, da Magnus Fredslund får lagt godt ind i feltet, hvor Frederik Høgh får afsluttet, men desværre forbi Næstveds mål til målspark. Så går det, desværre, stærkt den anden vej, og et indlæg i HIF-feltet ender hos tidligere Hvidovre-spiller Mathias Andreasen, som står fuldstændigt umarkeret midt i feltet, og behærsket bringer han Næstved i front. Det bliver til endnu et par Næstved-muligheder, og igen ved Andreasen, men ind vil bolden heldigvis ikke. HIF forsøger med en hurtig kontra i det 26. minut, men Marius Elvius' aflevering ud mod Fredslund bliver for kort, og bliver bremset af Næstved-forsvaret. Et klumpspil efter et hjørnespark i det 30. minut ender desværre med at blive skovlet over mål. Emmanuel Aby får en stor mulighed i det 43. minut efter et fint indlæg fra Fredslund, men desværre rammer "Manne" helt skævt, og bolden går til hjørnespark. Dette bliver det sidste i 1. halvleg.


William Palm Eierstrand, Fredrik Krogstad. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Næstved er lige en scoring skarpere end HIF, men de har også spillet to træningskampe i forvejen, hvis dette kan bruges som undskyldning. Chancemæssigt er føringen i orden.

Der bliver rokeret helt rundt i 2. halvleg, og der sættes 11 nye ind. Se opstillingen i statistikken på HIFstorik.dk, der er linket til nederst.

Der er kun spillet et par minutter, da HIF kommer frem til en stor mulighed efter 1-2 mellem Alexander Johansen og Andreas Smed, hvor sidste kommer fri til afslutning, der desværre sendes lige på målmanden som parerer bolden væk. Morten Knudsen har en glimrende afslutning lige uden for feltet i det 9. minut, efter et ganske udmærket HIF-angreb. Desværre er der ikke fart nok på, og Næstved-målmanden kommer ned og holder fast. De næste små ti minutter, bliver mest spil midt på banen, men i det 21. minut kommer Næstved igennem til indlæg, men heldigvis når angriberen lige nøjagtig ikke frem og får foden på. 25. minut, Alexander Johansen viser initiativ, og kommer frem til afslutning fra kanten af feltet, men desværre igen ved siden af målet. 32. minut, et udmærket andgreb, men indlæg kommer for tæt på mål, og Næstveds målmand kan holde fast. 42. minut, HIF får lagt et pres og bolden ender hos Alexander som firsttimer, men desværre ned i jorden, så bolden smutter over mål i stedet for. Næstved får den sidste mulighed, men afslutningen går lige i brystet på Ravn.


Frederik Høgh, Magnus Fredslund. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Det er egentlig utroligt så stor forskel der er på at have spillet to kampe og have spillet ingen kampe. Næstved er, trods en rækkes forskel, lige præcis den My skarpere på den ene chance de får, hvor der stadig skal pudses en del hos HIF. Men der er gode takter, der skal bare lige bygges lidt på det fremadrettede spil.

Cheftræner, Martin Retov: "Vi har haft en fin og hård træningsuge, og i dag møder vi et ungt og friskt Næstved-hold, som virkelig går til den, og presser os over det hele, så det var perfekt. Vi træner hårdt på fysikken, og er godt presset, og det er vi også i næste uge, men så begynder vi også at dosere ned. Man kan godt se i dag, at drengene har lidt tunge stænger, og det er også som det skal være. Når vi så er færdige med de to næste test-kampe, så begynder vi at justere ind i forhold til starten"

Opstillinger


Ayo Okosun, Fredrik Krogstad, Marius Elvius, Frederik Høgh
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis