5800 tilskuere havde indfundet sig på Pro Ventilation Arena, for at være med til at hylde det nykårede Superliga-mandskab fra Hvidovre IF. Inden kampen blev Fredrik Carlsen og Andreas Pyndt hyldet og takket for deres indsats i den røde trøje. De fortsætter jo begge deres karrierer i det jyske søhøjland i Silkeborg.
Kampen starter også fint, med en chance til Christian "Greko" Jakobsen allerede efter to minutter, da han fyrer kanonen af fra kanten af feltet, men Næstveds målmand får reddet. Ikke længe efter, så ligger bolden så i nettet i den anden ende. I det 5. minut kommer Næstved i et hurtigt gennembrud i deres venstreside, og kommer til baglinjen, hvor der bliver spillet skråt bagud til Frederik Christensen, som sender bolden forbi Filip Djukic i Hvidovre-målet. Måske ikke lige den indledning, som hovedparten af tilskuerne havde forventet sig. Der var mulighed for at råde bod på dette, allerede i det 12. minut, da Andreas Pyndt tager et frispark midt på Næstveds banehalvdel, hvor han sender bolden højt mod modsatte stolpe, hvor der heades ind i det lille felt. Men desværre står linjedommeren med flaget oppe, og dømmer offside. I det 23. minut opstår en stor chance til Andreas Kiel Smed, da han spilles alene med Næstveds målmand. Desværre bliver afslutningen sendt lige på målmanden. Da Næstved sætter spillet i gang igen, opsnapper HIF hurtigt bolden, og den sendes hurtigt frem til Smed, som denne gang lobber bolden over målmanden, og udligningen er en realitet. Der skal dog ikke gå mere end 4 minutter, så er Næstved på færde igen. Hvidovre-forsvaret bliver spillet tyndt, og så står Mads Agger fri i feltet, og kan bringe Næstved i front igen. De næste 10 minutter er ret begivenhedsløse. HIF forsøger at få lukket Næstved op, og i det 39. minut lykkes det. En kort stikning fra "Greko" til Fredrik Carlsen, og usvigeligt sikkert, sender han bolden uden om Næstveds målmand til 2-2. I halvlegens sidste minut, forsøger Pyndt og Martin Spelmann en kombination ved et frispark, men det lykkes ikke, og spillerne kan gå til pause med de 2-2.
Det blev en lige første halvleg, uden de store falbelader. I pausen var der kåring af "Årets spiller" i HIF. Det var lagt op af Hvidovre Avis, på deres facebook-side, og man kunne så stemme på en af 4. De nominerede var Fredrik Carlsen, Andreas Pyndt, Daniel Stenderup og Marcus Lindberg. Det blev anføreren Daniel Stenderup, der løb med den ærefulde titel. Et stort tillykke. Peter Lassen bad os derefter alle mindes 4 af de personligheder, som har været med til genopbygningen af HIF, men som desværre ikke er her mere. Mr. Hvidovre, Michael Christensen, formand Martin Krogh-Jensen, forretningsfører Niels Nielsen og kasserer Henning Hebo Larsen, samt Dennis Loumann, der så tragisk mistede livet ved en drukneulykke i Hvidovre Havn, i marts måned. De blev alle æret med et halvt minuts klapsalver. Æret være deres minde.
HIF skulle i 2. halvleg prøve om de kunne få skrabet alle tre point hjem, men Næstved ville det anderledes. I det 49. minut, spilles bolden fladt ind mod forreste stolpe, og Djukic forsøger at nå frem. Desværre kommer Frederik Christensen lige først, og får styret bolden uden om Djukic, til en Næstved-føring. Det bliver en lidt tam 2. halvleg, hvor der går lidt ferie- og opryknings-stemning i det. Kampens sidste mulighed tilfalder dog HIF, et minut inde i halvlegens overtid, men HIF bliver desværre afvist af Næstved-forsvaret. Og så ender kampen med 2-3, og HIF-spillerne blev sendt på en velfortjent sommerferie, inden arbejdet mod kampstart i SUPERLIGAEN går i gang. Første kamp kommer til at ligge omkring d. 23. juli.
Da dommeren fløjtede kampen af, væltede HIF-tilhængerne ind på banen, for at hylde de lokale helte for oprykningen. En sand eufori udspandt på midten af banen. Også herfra skal lyde et STORT tillykke med oprykningen.
Cheftræner Per Frandsen: Vi spiller en rigtig god 1. halvleg, men vi forsvarer os elendigt. Næstved spiller en rigtig god kamp. Det er irriterende at vi ikke kan vinde med alle de tilskuere og en fantastisk stemning i ryggen.