Det var blevet tid til opgøret mellem oprykningsspillets nummer 1 og 3, Lyngby og Hvidovre. Hvidovre kunne med en sejr bringe sig tilbage på 2. pladsen, og indsnævre Lyngbys forspring til kun 2 point. Lyngby derimod, kunne komme langt tættere på superligaen, med 6 point ned til nummer 2 og 8 point ned til 3 og 4. Det starter også fint for HIF. I det 3. minut kommer første mulighed, da HIF får et frispark i venstre side, lige uden for feltet. Marius Elvius forlænger til Okusun, men han rammer bolden upræcist med hovedet, og bolden ryger lige i favnen på Lyngbys målmand. 6. minut. Et fint HIF-angreb, hvor bolden bliver kørt rundt, og Elvius lægger til sidst i feltet, hvor Frederik Høgh strækker sig, men han sender desværre bolden ved siden af målet. Minuttet senere etablerer HIF igen et fint pres, og Elvius sender bolden på stolpen, og Okusun er meget tæt på at nå frem til riposten, men det ender med et hjørnespark. 14. minut. Emmanuel 'Manne' Aby har fået chancen fra start, og viser straks gode takter. Her har han tre mand hængende rundt om sig, men alligvel får han driblet sig væk, og får spillet videre til Morten Knudsen, stadig med en mand hængende. Virkelig en fin indsats. Der er nu en små ti minutter med lidt stilstand. Der kommer en lille pause i spillet efter en Lyngby-skade, og den har åbenbart bekommet Lyngby vel, for de er straks længere fremme, og presser højt. Lyngby er så også tæt på efter et hjørnespark, men HIF slipper med skrækken. Men HIF overlever i første omgang, og så i det 43. minut startes et angreb ned midt fra HIFs banehalvdel, hvor Nicolai Clausen starter ud med et langt indkast. Et fantastisk opspil herfra, ender hos Oliver Kjærgaard, som flugter til bolden, og med et opspring fra græsset, ryger bolden ind under Lyngbys målmand, og bringer HIF foran. Bortset fra de små fem minutter efter skaderne til Lyngby, så er den føring slet ikke ufortjent. HIF har siddet hårdt på Lyngby, som har haft svært ved at spille sig ud af det.
Der appelleres for frispark. Malte Killerich, Marius Elvis, Simon Okusun, Nicolai Clausen.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
En fin og flot HIF-indsats i 1. halvleg, som har presset Lyngby, og fået dem til at se rådvilde ud, i store perioder.
Anden halvleg starter som første har været. HIF holder og bevarer et pres. Men det varer desværre ikke længe. Lyngby har foretaget en dobbelt-udskiftning i pausen, og har sat en næsten 2-meter mand, Neil Pierre, ind. Han har ovenikøbet debut på Lyngby Stadion. Han skal vise sig, at gøre mere ondt på HIF, end godt er. 51. minut. Frispark til Lyngby i deres venstreside. Dette sendes højt i feltet, i det bagerste område, hvor netop Neil Pierre modtager, og selvom han er presset af Elvius, så formår han at hoppe højt, og heade bolden i nettet til udligningen. Blot tre minutter senere får HIF et frispark uden for Lyngbys felt, lidt til venstre for målet. Louka sparker uden om muren, og bolden ryger ned ved nærmeste stolpefod, men Lyngbys målmand kommer fremragende ned og redder til hjørnespark. 67. minut. Lyngby holder et kraftigt pres, og Frederik Gytkjær kommer frem i det lille felt, hvor Anders Ravn kommer godt ned, men han kan ikke holde fast på bolden, og det ender med et Lyngby-hjørnespark. 72. Kiilerich mister bolden ude på HIFs venstre-side, lige uden for målet. Heldigvis vælger Lyngby-spilleren at hamre til bolden, så den stryger gennem feltet, og ud til indkast i den modsatte side. HIF har stadig haft svært ved at få spillet sig frem. Lyngby holder et konstant højt pres, og HIF-spillerne kan ikke spille sig ud af dette. Og i det 84. minut går det galt. Et Lyngby-pres reddes i første omgang, men Casper 'Dani' Winther følger op, og han kan sparke bolden i det tomme net. HIF forsøger i de sidste minutter og i overtiden at få lagt pres, men det lykkes ikke, og så ender det med en 2-1 sejr til Lyngby.
Louka Prip, Nicolai Clausen, Oliver Kjærgaard. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
HIF formår ikke at følge op på en rigtig god 1. halvleg, og bliver trykket af et mere aggressivt Lyngby-mandskab, og det ender med en ærgerlig, men dog fuld fortjent 2-1 sejr til Lyngby. Det sluttede så med en fortsat placering som nummer 3, men 2. pladsen er stadig inden for rækkevidde. Esbjerg er kun to point foran på 2. andenplads.
Frederik Høgh, Emmanuel Aby, Oliver Kjærgaard. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Cheftræner, Martin Retov: "Jeg kan ikke lige se hvad, der sker på første scoring, men det er jo en bold, der er slået langt ude fra, hvor det ser ud som om at Ravn går efter den, i stedet for at blive inde på stregen. Men det er hvad det er. Det er mere trykket i 2. halvleg, der slår os lidt ud af kurs, og der formår vi ikke, ligesom vi gjorde i 1. halvleg, at spille os ud af det pres. Ja, de finder hullerne hos os, men jeg synes lige så meget det er, når vi er inde i de nærkampe, så får vi ikke spillet os ud af nærområdet, og der er de dygtige til at presse ind med alle deres midtbanespillere. Der var vi dygtige i 1. halvleg, men får det ikke gjort i 2. halvleg. Nu har vi et par hjemmekampe, og der skal vi sætte ind, og sætte vores præg, hvis vi vil være med hvor det sker."
Stats
Louka højt til vejrs. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis