Kolding IF - HIF: 0-0

27. juli 2024 - Michael Hentrich

Årets første udebanetur gik til Kolding, hvor et altid hårdt kæmpende hjemmehold ventede. HIF's nyerhvervelse, Frederik Høgh, havde taget plads på bænken. Det bliver et HIF-mandskab, der bliver presset fra starten, og allerede i det 3. minut, må HIF-forsvaret redde på stregen. I det 7. minut kommer HIF endelig frem, og Andreas Smed forsøger med et langskud, der går forbi mål, men dog er et forsøg. De første 15 minutter bliver Hvidovre-mandskabet presset, og det er ikke meget, de har været over stregen. Men det begynder her at ændre sig, og spillet foregår mere og mere på midten, og gassen er gået noget af Kolding. Dermed ikke sagt, at KIF ikke er farlige, for i det 28. minut får de en kontra efter et hjørnespark, hvor Malthe Kiilerich når fint tilbage, og får tacklet rent i første omgang, men Kolding holder bolden og får afsluttet, men heldigvis lige i favnen på Filip Djukic. Samme Kiilerich får en stor mulighed i det 31. minut efter et hjørnespark, men hans afslutning går langt over mål. HIF største chance kommer i det 39. minut, hvor der bliver begået frispark lige uden for feltet, til højre for mål. Lirim Qamili sparker, og sender et godt skud afsted, som Kolding må give hjørnespark på. Hvidovre-mandskabet holder presset, og Qamili er trukket ind i feltet, hvor bolden bliver sendt fladt ind, og Qamili forsøger med hælen, bagom sit støtteben, men desværre rammes en Kolding-spiller, og bolden ryger til hjørnespark, der ikke giver noget.

Efter en lidt famlende indledning, får HIF som skrevet, reddet stormen af, og kommer langt bedre med i anden halvdel af halvlegen. Men der mangler lige det sidste bid fremad, før det bliver rigtigt farligt.

Det bliver et HIF-mandskab uden ændringer, der løber på banen efter pausen. Men igen bliver det Kolding, der kommer bedst ud, og får presset HIF tilbage. Et boldtab midt på banen, sætter Kolding i en kontra, og det bliver til et hovedstødsforsøg, der heldigvis går forbi mål. Allerede minuttet efter forsøger Kolding igen, men denne gang med et noget forkølet skud, der går forbi mål. Og i det 56. minut, sender Per Frandsen så Frederik Høgh på banen, i stedet for en lidt anonym Jeffrey Adjei-Broni. Men det bliver Kolding igen, i første omgang, med en dyb stikning, som Djukic kommer glimrende ud, og tager sig af. Kolding kunne være kommet foran i det 61. minut men Filip Djukic hiver en fremragende redning, og giver hjørnespark i stedet for. En glimrende dyb stikning fra Høgh til Andreas Smed, kunne være blevet en god mulighed, men Smed kommer lidt for langt ud i siden, og så løber det ud. En lidt håbløs bold i det 75. minut, ryger ud i HIFs venstre side, men Høgh viser sin hastighed og får løbet bolden op. Han afleverer ind i feltet, hvor der afsluttet, men desværre ikke noget udbytte denne gang. I denne periode begynder der at komme lidt mere tyngde i HIFs midtbane, og Kolding bliver presset. Et rigtig godt indlæg i det 79. minut, ryger lige ind i panden på Frederik Høgh, og kun en fremragende dobbeltredning af Koldings målmand, for riposten på hovedstødet får Høgh også prikket til, gør at der ikke kommer en debutantscoring i denne omgang. Men en meget stor chance.

Det bliver ikke til meget mere, og dermed kan begge hold gå fra banen uden scoringer.

Hva' si'r du til det Frandsen ?: - "Det var ikke vores bedste kamp, og vi er heldige med, at vi ikke kommer bagud. Vi kommer dog godt tilbage i begge halvlege, og vi får et godt point."

Kampstatistik

Foto: Træner Per Frandsen og Frederik Høgh. Fotograf: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis