Hvidovre IF forstærker truppen med Oliver Kjærgaard

25. juli 2025 - Stine Kristoffersen

Der er stadig gang i kuglepennen på kontoret, og den seneste underskrift er netop sat. Det er lykkes at lande en aftale med den offensive midtbanespiller Oliver Kjærgaard, som dermed skifter AC Horsens ud med Hvidovre IF.

Kjærgaard bliver dermed genforenet med sin tidligere cheftræner Martin Retov, der også har en fortid som cheftræner i AC Horsens. Han glæder sig over Oliver Kjærgaards tilgang og siger:

”Oliver er en god spiller, som har noget dynamik og et enormt løbepensum. Han er god til at holde niveau i kampene, og så er han lærevillig. Jeg forventer qua hans alder og rutiner, at han hurtigt får vist sig frem overfor trænerteamet og hans holdkammerater.”

Kjærgaard, der er født og opvokset i Kokkedal, har masser af blod på tanden og glæder sig til at blive en del af Hvidovre mandskabet: ”Jeg glæder mig til at komme i gang, det er en fed klub som man hører mange gode ting om, så jeg er glad for at være her. Jeg håber på at kunne bidrage offensivt med både mål og assists, og så er jeg en løbemaskine, der kan være med både fremme og tilbage.”

Oliver Kjærgaard tiltræder truppen med det samme og vil indgå i sin første træning allerede i dag.

Velkommen til Hvidovre!