HIF - FC Fredericia: 1-0

28. februar 2025 - Michael Hentrich

Ovenpå sidste uges mindre prangende indsats, skulle torsdag aften vise, om HIF kunne rejse sig, og så endda mod rækkens nummer 2, FC Fredericia. Der var ændret på et par pladser. Magnus Fredslund var tilbage på højre back, og på midtbanen var Jonas Gemmer kommet ind i stedet for Zamir Aliji.


Der var hjemmebanedebut til Mehmet Coskun. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Kampen starter stille op. Det er tydeligt, at det er to hold, der har respekt for hinanden, og de første 25 minutter foregår al spillet midt på banen, bortset fra en spinkel mulighed til Fredericia i det 17. minut, som ender lige i favnen på Theo Sander. I det 25. minut bryder Fredslund igennem på kanten, og får lagt ind i feltet. En FCF-forsvarer får foden på, og det er ikke meget der mangler, førend det kunne være endt med et selvmål, men det bliver til et hjørnespark i stedet for. Dette sendes godt i feltet, hvor selvsamme Fredslund afslutter, men lige forbi målet. Spillet fortsætter mest midt, men i det 41. minut, er det igen "Freds", der får sendt godt i feltet, efter et fremragende raid, Frederik Høgh er på plads, og får afsluttet, men desværre lige på FCF-målmanden. Han giver dog en ripost, som ingen desværre får fat i. Meget mere sker der ikke i første halvleg, men HIF holder Fredericia fra at komme frem til noget som helst.


Magnus Fredslund med indlæg. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

I det 53. minut kommer Fredericias største chance. Et langt indkast sendes ind i feltet, hvor der afsluttes, og Theo Sander må hive en fremragende redning, da han parerer afslutningen. Heldigvis er der ingen over riposten, og HIF-forsvaret får ekspederet langt væk. Et mindre HIF-pres i det 57. minut, hvor man får afsluttet, men desværre langt forbi mål. Og da der er spillet 60. minutter, vælger cheftræner Per Frandsen at bytte Simon Makienok ind for Frederik Høgh og Martin Spelmann ind for Jonas Gemmer. Det var i øvrigt Spelmanns kamp nummer 100 for HIF, så et stort tillykke herfra. Men det bytte skal vise sig vigtigt for HIF, for der er blot spillet 9 minutter herefter, da "Freds" går til baglinjen, og får sendt ind i feltet. Her ekspederer FCF-forsvaret væk i første omgang, men bolden opsnappes hurtigt af Mehmet Coskun, som spiller kort frem til Fredrik Krogstad, som spiller bredt til Martin Spelmann. Sidstnævnte sparker dybt, og sender bolden ind over de forreste forsvarere, og midt i feltet, kommer Simon Makienok foran endnu en FCF-forsvarer, og han stanger bolden ned ved stolpefoden, og HIF i front med 1-0. Slet ikke ufortjent i en kamp, hvor det, indtil nu, mest har lignet at begge hold ville være tilfredse med det ene point. Scoringen tvinger Fredericia lidt længere frem på banen, men HIF-mandskabet får afværget. Og det bliver det samme mønster, HIF får lukket benhårdt af, og Fredericia formår ikke at komme igennem, og så slutter det med Makienoks scoring til 1-0.


Simon Makienok med sin første scoring i år. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Ovenpå sidste uges B93-kamp var det godt at se, at Hvidovre-mandskabet trådte et trin eller to op i dag, og smøgede ærmerne op. Simon Makienok blev, qva hans scoring, kåret til kampens Hvidovre-spiller, men der var flere, som kunne have gjort sig til. Personligt synes jeg, at Fredslund spiller en fantastisk kamp, men fin indsats af hele holdet.

Hva' si'r du til det, Frandsen?: "Det er en vigtig sejr, efter sidste uge. Det er en chancefattig kamp, men vi er især dygtige i 2. halvleg. Det var godt at "de to gamle" kommer ind og gør forskellen. Vi står rigtigt godt"

Kampstats


De to med afsluttende indflydelse på scoringen. Martin Spelmann og Simon Makienok.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis