HB Køge - HIF, 27-09-2025

28. september 2025 - Michael Hentrich

Billedet er fra HIF - Hillerød, d. 20.9.2025 af Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

Det var en ualmindeligt vigtig kamp i Køge på Capelli Sport Arena. En sejr til HIF og vi ville være med i top (2 eller 3), og et nederlag kunne betyde at vi sluttede som nummer 8 efter denne runde. Det gjaldt naturligvis tv-pengene, hvor der er himmelvid forskel mellem to og otte. Kampen starter stille ud, og det er tydeligt, at det er to hold, der ser hinanden an. Første afslutning tilfalder HIF i det 4. minut, men Marius Elvius' afslutning bliver for svag, og målmanden kan samle op. Minuttet efter er det Køge, der bygger op, og Basem Alkhoudari kommer til afslutning, men langt over mål. 12. minut. Fredrik Krogstad løfter bolden højt over Køge-forsvaret, og Elvius støder frem, og skyder første gang, men langt over mål. 21. minut. Rigtig godt opspil. Hurtigt ud til Andreas Smed, som desværre er røget i en offside. 26. minut. Et indlæg fra højre sendes helt over modsat til Elvius, som spiller højt ind i det lille felt, hvor den desværre heades væk af en Køge-forsvarer. 27. minut. Køge bryder på midten, og får sendt bolden frem ad, og der afsluttes fra kanten af feltet, men heldigvis langt over HIF-målet. 44. minut. Køge tæt på, da Mike Jensen kommer ind i feltet, men afslutningen går i sidenettet. I 1. halvlegs overtid, kommer Køge igen frem, men igen sendes bolden i sidenettet.

Det var faktisk en ganske fin 1. halvleg, og det var helt tydeligt, at der var respekt fra begge sider, og at ingen ville give sig.

2. halvleg er blot et minut gammel, da HIF kommer frem til en mulighed. Krogstad afslutter midt for mål lige uden for feltet, men skuddet bliver for svagt og Køges målmand kan samle op. 48. minut. En kæmpe stor dobbelt-chance efter et hjørnespark, bliver ikke til noget, og Køge sparker væk. Men nu er de advaret. Til gengæld går det hurtigt den anden vej, og tidligere HIF-spiller, Mohamad "Muddi" Al-Naser, header inde under overliggeren på HIF-målet, men Anders Ravn i Hvidovre-målet, viser god reaktion, og kommer hurtigt op, og får vippet bolden til hjørnespark. 53. minut. Igen en dobbeltmulighed, som Køge igen får afværget. 59. minut. En god HIF-mulighed, Andreas Smed forsøger, men en Køge-fod kommer på, og giver hjørnespark. Dette giver endnu en mulighed og igen Smed, som får afsluttet, men denne gang ved siden af målet. Elvius når dog bolden inden den går over baglinjen, og får lagt ind i lille felt, hvor Køge igen får sparket ud til endnu et hjørnespark. Dette afværges i første omgang, men samles hurtigt op, og spilles ud i siden til Oliver Kjærgaard, som løfter bolden ind i feltet, og her står Nicolai Clausen, og sparker bolden i kassen, og HIF i front. Fremragende scoring. 63. minut. Køge i kontra, men igen sender de bolden i sidenettet. I det 77. minut erstatter Ahmed Iljazovski Andreas Smed, og han sendes straks op i feltet, på det frispark, der venter på at udskiftningen bliver taget. Dette skal tages fra midten af Køges banehalvdel, og Nicolai Clausen sender bolden højt i feltet, hvor Ilja rør bolden første gang med hovedet, og header HIF på 0-2. Der er vel gået højest 7 sekunder, efter han er kommet på banen. HIF holder fast i de sidste 10 minutter + de tre minutters overtid, og Køge har ikke meget at give igen med. Kampen slutter med en fin fin 2-0 sejr til HIF, og som resultaterne flasker sig, så ender HIF på 3. pladsen inden uddelingen af tv-penge. Det er lige efter Hillerød og lige før Horsens, som ligger henholdvis et point ovenover og et point efter.

En rigtig fin og disciplineret indsats af HIF. Nu begynder mønstrene, som vi har set aftegningen til siden Kolding-kampen, at sidde fast. Det er ikke meget der gives væk. Dette var 3 turneringssejr i træk, og tager vi Sønderjyske fra pokalen med, så, selvom dette endte med et nederlag, så har HIF spillet fint i alle 4 kampe.

Cheftræner, Martin Retov: "Det er begyndt af fungere rigtigt fornuftigt. Jeg er sindsygt glad for vores professionelle tilgang i dag, og det har jeg lige gratuleret spillerne. Det er svært at komme her ned til Køge, og spille på kunsten, men vi lukker dem stort set ned, og de har vel halvanden chance. Vi spiller professionelt frem ad banen, og venter på vores muligheder, og det gør vi fremragende. Jeg er virkelig glad i dag."