Da spillerne i går samledes til træning, mødte de også ind til en vemodig nyhed fra deres holdkammerat Nicolai Geertsen, da han har valgt indstille sin professionelle karriere som fodboldspiller. ”Der har været en lang periode med overvejelser frem og tilbage, men kroppen siger stop,” siger Nicolai Geertsen og fortsætter: ”Det er mærkeligt, for jeg har spillet fodbold hele mit liv, og det fylder alt for mig.”
Selvom Geertsens tid i Hvidovre IF blev kort, nåede han allerede at spille en hovedrolle i Hvidovres tilbagevenden til Superligaen. I den efterhånden berygtede kamp mod FC Midtjylland fik Geertsen revet sin trøje itu og efter en kontroversiel VAR-kending, blev vi som bekendt snydt for et straffespark. Situationen blev ikonisk for Hvidovres underdogs og gjorde med det samme Geertsen til en fanfavorit. Den eftertragtede kamptrøje blev efterfølgende solgt for 5000 kr. til en fan.
Fortryder ikke et sekund
På trods af at vi kun fik fornøjelsen af Nicolai Geertsen i en halv sæson, har han på ingen måde fortrudt skiftet: ”Jeg har haft en fantastisk tid i Hvidovre. Fansene har været fantastiske og taget imod mig med åbne arme. Jeg fortryder ikke skiftet et sekund,” sige Geertsen og tilføjer, at han vil savne at høre fansene synge hans navn på stadion til kampdage.
Fra staben, spillerne og ikke mindst fansene i Hvidovre skal der lyde en stor tak til Nicolai Geertsen for hans indsats og al muligt held og lykke fremover.