Efter tre kampe i træk, hvor udkommet var et enkelt point i hver kamp, var det næsten ved at være et folkekrav med tre point. Klubben havde handlet i ugens løb, og tilknyttet den tidligere FC Roskilde-spiller Morten Nielsen, til at styrke angrebet. Første halvleg blev en lidt ensidig affære, med megen boldbesiddelse fra HIF, og et FCR-mandskab, der havde parkeret bussen nede omkring eget felt. Det betød også, at HIF havde ualmindeligt svært ved at kommet igennem til chancer. Der er spillet 13 minutter, da Kim Aabech får en kæmpechance, men afslutningen rammer en FCR-forsvarer til hjørnespark. HIF dominerer stadig, men i det 22. minut får Roskildes Monday Etin en stor chance, men hans afslutning går lige forbi den ene stolpe, men har ramt en HIF-forsvarer til hjørnespark. Efter en halv time dribler Nicolaj Agger på kanten af feltet, og spiller 1/2 med Mikkel Nøhr, som bringer Agger alene med målmanden, men han kommer desværre ud og blokerer afslutningen. HIF holder presset på riposten, men der kommer ikke yderligere ud af denne.
HIF er spilstyrende i det meste af første halvleg, men som i kampene mod Nykøbing, Næstved og Fremad Amager, er det utroligt svært at spille sig helt i gennem.
Anden halvleg er blot to minutter gammel, det Nicolaj Agger, efter godt angreb, stikker frem til Magnus Fredslund, der er gået med frem, og han får afsluttet, men Roskildes målmand får en fod på til hjørnespark. Dette skaber en klumpsituation i det lille felt, og bolden bliver prikket, og vi så alle bolden gå ind, men desværre bliver den reddet på stregen. Og så, i det 53. minut, kommer forløsningen. Kim Aabech sender et perfekt indlæg til bagerste stolpe, og her står Nicolaj Agger, og han kan heade HIF i front, uden chance for Roskildes målmand. I det 60. minut, bliver der dog sendt en spand koldt vand mod HIF-spillerne, da Roskilde splitter forsvarer og Souhaib Dhaflaoui kan bringe balance i regnskabet. Scoringen giver Roskilde lidt luft, og de får lagt lidt pres. Men i det 67. minut får HIF et frispark på højrekanten midt på FC Roskildes banehalvdel. Dette sparkes hårdt til forreste stolpe, og her dukker Nicolaj Agger endnu en gang op, og bringer HIF i front igen. I det 88. minut er det så igen FC Roskilde, der bringer balance, da et forkølet langskud fra Nicolaj Jessen bliver rettet, og fuldstændigt snyder Filip Djukic. Man sad nu og frygtede, at det skulle gå som i de foregående tre kampe, med kun 2 minutter tilbage + tillægstid. Og netop tillægstiden på 5 minutter, skulle HIF blive særdeles tilfredse med, for da tre af disse er gået, bliver bolden sendt op på hånden af Lucas Steen, og dommeren fløjter for straffespark til Hvidovre. Kim Aabech sættes til at sparke, og han bringer HIF usvigeligt sikkert i front. Bolden når dårligt at blive givet op, førend dommeren fløjter af, til tre velfortjente point til HIF.
Cheftræner Per Frandsen: Jeg er naturligvis meget tilfreds med de tre point. Jeg synes det er overordentligt fortjent, selvom det bliver på et straffespark til sidst, dybt inde i overtiden. Jeg er super glad for at vi kommer tilbage efter begge Roskilde-scoringerne, og det er også på tide, at vi får en lille smule held med i spillet.