Fokus på Kicker Offenbach

4. februar 2025 - Karsten Madsen

Klubben Kickers Offenbach blev grundlagt den 27. maj 1901 på restauranten „Rheinischer Hof“ i Herrnstraße i Offenbach under navnet Offenbacher Fußballclub Kickers 1901 e.V. Det første kamp for det unge hold endte med en sejr til Kickers. 1. Bockenheimer FC 1899 blev besejret med stor indsats 2-1. Gennem næsten 115 år har klubben oplevet mange store triumfer, men også svære tider. Ud over fodbold består klubben i dag af afdelinger for håndbold og cheerleading.

OFC oplevede sin første storhedstid i 1930’erne og 1940’erne. Kickers vandt mellem 1934-1944 seks gange mesterskabet i Gauliga Südwest og Hessen-Nassau og kvalificerede sig dermed til slutrunden om det tyske mesterskab. Den største succes kom i 1942, hvor Kickers nåede semifinalen, men tabte 0-6 til den senere mester FC Schalke 04.

Med indførelsen af Bundesligaen i sæsonen 1963-64 sluttede Kickers’ tid som førstedivisionshold overraskende. Klubberne i Oberliga Süd blev tildelt fem pladser i den nye Bundesliga. I januar 1963 tildelte DFB’s Bundesliga-komité de første to pladser til 1. FC Nürnberg og Eintracht Frankfurt. Den 11. maj 1963 blev de sidste tre Bundesligaklubber fra syd udvalgt: Karlsruher SC, VfB Stuttgart og den nykårede sydmester TSV 1860 München. Offenbach blev forbigået. Holdet fra Bieberer Berg havde i perioden 1951-63 opnået placeringerne 3-6-3-1-4-2-5-2-2-4-4-7. "Det er uforståeligt, hvorfor OFC ikke allerede var blevet udpeget som en af de to første sydklubber," skrev fodboldmagasinet Kicker tidligt og tilføjede senere: "Der findes slet ingen nøgle, der udelukker Offenbach fra Bundesligaen, uanset om man beregner det over tolv, ti eller fem år." DFB’s senere offentliggjorte officielle nøgle bekræftede uretfærdigheden, men alle protester var forgæves, og OFC måtte spille videre i den næstbedste række, Regionalliga Süd. Det lykkedes først at rykke op i Bundesligaen fem år senere, i 1968, efter at have misset oprykningen de to foregående år.

Som det senere viste sig, foregik alt dog ikke efter bogen i nedrykningskampen i sæsonen 1970-71. Efter at Kickers var rykket ned på sidste spilledag, afslørede klubbens præsident Horst-Gregorio Canellas under sin 50-års fødselsdagsfest, at der havde fundet matchfixing sted. For at bevise manipulationerne havde Canellas selv ladet som om, han gik med på bestikkelsestilbud og hemmeligt optaget samtaler på bånd. "Bundesliga-skandalen" kom til at ryste tysk fodbold i lang tid. Canellas blev af DFB udelukket på livstid fra alle embeder, og Kickers, der i forvejen var rykket ned, fik frataget deres Bundesliga-licens.

OFC kom sig dog hurtigt efter denne skandale. Trods deres placering i den næstbedste række formåede de at styrke truppen med spillere som Erwin Kostedde, Hans Schmidradner og Fred Bockholt. Selv en aktuel landsholdsspiller, Sigfried Held fra Borussia Dortmund, vendte tilbage til Offenbach. Med dette hold dominerede Kickers Regionalliga Süd i sæsonen 1971-72 og forblev ubesejrede i alle 36 kampe – en rekord, der stadig står i de to øverste tyske ligaer. Det blev starten på Offenbachs mest succesrige Bundesliga-periode.

Sæsonen 1974-75 begyndte med et brag: På første spilledag besejrede OFC den forsvarende tyske mester og europæiske pokalvinder FC Bayern München med 6-0 i Frankfurts Waldstadion. Det var Bayerns største Bundesliga-nederlag nogensinde og står stadig som Offenbachs største Bundesliga-sejr. OFC lå dermed for første gang øverst i Bundesligaen og sluttede sæsonen i den øvre del af tabellen. Senere begyndte holdet dog igen at kæmpe mod nedrykning.

Efter licensfratagelse og sportslige nedrykninger spillede OFC kun få år senere på fjerde niveau. Efter fem sæsoner i den amatørbaserede Oberliga Hessen række kvalificerede Kickers sig i 1994 til den nyoprettede tredjebedste række, Regionalliga Süd. Dog rykkede de ned igen efter blot én sæson og måtte tilbage til Oberliga Hessen række, som nu kun var fjerdebedste række. Efter to sæsoner her lykkedes det i 1997 Kickers at rykke op igen under dramatiske omstændigheder. I den afgørende oprykningskamp mod FC Memmingen var Offenbach bagud 2-3, da kampen i det 89. minut blev afbrudt på grund af et lygteudfald i Rhein-Neckar-Stadion i Mannheim. Omkampen, spillet i Stuttgarts Neckarstadion, vandt Kickers 2-0 takket være to mål af indskifteren Giuseppe Messinese.

Selvom oprykningsholdet stort set ikke blev forstærket, etablerede Kickers sig straks i toppen af Regionalliga Süd. Dette medførte en uventet tilstrømning af tilskuere. I sæsonen 1997-98 var det gennemsnitlige tilskuertal på Bieberer Berg 12.844. På sidste spilledag foran 22.000 tilskuere overhalede Offenbach konkurrenten Borussia Fulda og sikrede sig andenpladsen. I oprykningsspillet til 2. Bundesliga tabte Kickers dog til Sportfreunde Siegen og Tennis Borussia Berlin. Året efter nåede OFC igen oprykningsspillet og sikrede sig oprykning til 2. Bundesliga med sejre over Eintracht Trier og VfL Osnabrück – en eftertragtet tilbagevenden efter ti år.

Kickers rykkede dog allerede i 2000 ned igen efter blot én sæson i 2. Bundesliga. Efter fem sæsoner i Regionalliga Süd lykkedes det dog i 2005 at vende tilbage til 2. Bundesliga. Denne gang kunne OFC holde sig i tre sæsoner, men i 2007-08 endte holdet på en nedrykningsplads på sidste spilledag og måtte igen tage turen ned i den tredjebedste række.

Efter et par års midterplaceringer i Regionalligaen er Offenbach igen at finde i oprykningskampen hvor de ligger på en aktuel 2. pladsen efter Hoffenheim II.


Kilde https://ofc.de/