Fin indsats mod FCK, trods nederlag.

26. januar 2023 - Hvidovre Fodbold

Med fare for at komme til at gentage sig selv, så er overskriften faktisk temligt retvisende. Igen var HIF-mandskabet oppe mod en modstander, fra den absolutte top. Med en frygtindgydende start-elever fra FCK's side, kunne man godt frygte det værste, MEN - HIF kommer godt fra start, og byder absolut kvalificeret modstand. Blot et lille minut er spillet, da Tobias Thomsen tager chancen fra kanten af feltet, men desværre går skuddet lige ved siden af stolpen. I det 10. minut er Ísak Jóhannesson ved at smutte igennem, men Filip Djukic kommer godt ud, og blokerer afslutningen fra spids med brystet. Bolden ryger tilbage på Jóhannesson, og går til målspark. I det 18. minut får FCK endnu en kæmpe chance, da Andreas Cornelius forlænger et indlæg med hovedet, hvorefter Victor Claesson følger op ved bageste stolpe, som han hamrer bolden ind på. Men så, i det 24. minut, tager Nicolai Clausen et raid på venstrekanten, hvor han "tørrer" et par forsvarere, og serverer bolden ind til Tobias Thomsen, som sender bolden uden om Grabara i FCK-målet. Fantastisk scoring, og FCK's chancer til trods, er dette på nuværende tidspunkt ikke helt ufortjent. Det bliver til endnu en større chance i det 28. minut, der desværre sparkes forbi målet. I det 32. minut er FCK's målmand kommet langt ud af feltet, og forsøger at sparke væk, men rammer helt skævt, og bolden ryger hen til Tobias Thomsen, der forsøger at sparke over til et tomt mål, men desværre forbi. I det 38. minut, er det så FCK's tur, men indlægget til Cornelius, firsttimer han langt over målet. Minuttet senere er det igen FCK, men afslutningen går lige på Djukic. Alt i alt en 1. halvleg, med en fin fin indsats af Hvidovre, og en flot scoring. Det er klasse, at kunne holde FCK så godt væk, men HIF er også heldige at der mangler lidt mere skarphed hos FCK.

HIF holder stadig godt stand de første 15 minutter af 2. halvleg, men i det 58. minut, må mandskabet kapitulere. FCK kommer igennem med et lynhurtigt opspil, og fra baglinjen spilles skråt tilbage til Hákon Haraldsson, som bringer FCK på 1-1, da han banker bolden ind bag Djukic. I det 61. minut opsnapper Fredrik Carlsen en fejlaflevering, og han sætter straks i spurt mod FCK-målet. Desværre bliver hans sidste boldberøring lidt for lang, og Karl-Johan Johnsson i FCK-målet (han er kommet ind i pausen), opsnapper bolden. Minuttet senere er det så FCK's tur, og bolden ender hos Haraldsson, som lobber bolden over Djukic, og en føring på 2-1 til FCK. Det bliver til 3-1 i det 69. minut, da Lukas Lerager sender bolden ind oppe i hjørnet. Det er tydeligt at se, at det hårde arbejde har kostet for HIF-mandskabet, og at der er forskel på et af de dyreste hold i Danmark og HIF. Men vi skal dog helt hen til det 82. minut, førend der atter er fare på færde, da Marc Nielsen uheldigt får hægtet en FCK'er i feltet. Straffespark, som sikkert sendes ind af Diogo Gonçalves. 4-1. HIF holder stand de sidste godt 10 minutter.

Endnu en gang en fin indsats i første halvleg, og i starten af anden. Nu tager spillerne på træningslejr i næste uge, så de er helt klar til den første kamp, d. 19. februar, hjemme mod Nykøbing FC.