Esbjerg - HIF, 2025-05-15

15. maj 2025 - Michael Hentrich

Så gik turen til Esbjerg, hvor det lokale Forenede Boldklubber tog i mod til sæsonen næstsidste kamp. EfB udnytter hjemmebanefordelen, og sætter sig på det meste af spillet. HIF har svært ved at følge med, og gør det også lidt nemmere for Esbjerg, med adskillige fejlafleveringer og boldtab. Esbjerg kunne have bragt sig i front efter en god halv time, da en afslutning først tager denne ene opstander, og bolden springer i spil igen lige ud til Tim Freriks, som ikke får ordentlig ram alene med Theo Sander, så bolden ryger forbi målet til HIF-målspark. En kæmpe chance til Esbjerg. Efter dette begynder HIF at få arbejdet sig ind i kampen, og får lidt styr på afleveringerne. Men det skal alligevel blive Esbjerg, der scorer først, da bolden, efter et indlæg, dumper ned i det lille felt, lige foran Theo Sander, og midt i klumpen af med- og mod-spillere, får Andreas Troelsen sat foden på, og sender bolden mellem benene på Theo. Ikke ufortjent, men drønærgerligt, når nu HIF er begyndt at spille med. Alexander Johansen har fået sin første starter, og han har vist gode eksempler på sit store talent.


Mehmet Coskun var tilbage. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Mønsteret fortsætter i 2. halvleg. Christian "Greko" Jakobsen forsøger sig i det 51. minut, efter et fint indlæg fra Mehmet Coskun, der har fået en startplads, og Simon Makienok er lige ved at nå frem og styre bolden ind, men rammer ikke, og bolden ryger gennem feltet. Blot tre minutter senere er HIF på færde igen. Andreas Smed sender en flad bold ind i feltet, og her får Makienok strukket sig langt nok, og sender bolden i nettet. Men desværre har linjedommeren flaget i vejret, og dømmer offside. Spillet bølger frem og tilbage, men i det 76. minut kan Tim Freriks fordoble Esbjergs målscore, da han header et indlæg, der er sendt lige ind i panden på ham, i nettet. HIF har ikke værktøjet i dag, til at ændre på resultatet, og så ender kampen 2-0 til Esbjerg.


Christian "Greko" Jakobsen. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Der var ikke så meget at gøre i dag, Hvidovre-spillerne manglede lige den endelige gejst, og måske sad bus-turen også i benene på spillerne.

Hva' si'r du til det Frandsen?: -"Det var skuffende. Vi er for dårlige på bolden i starten. Men jeg synes vi får styr på det, det sidste kvarter af første halvleg. Vi scorer ikke i vores gode perioder. Vores pres fungerer egentlig fint, men vores boldtab er for mange, og vi mister simple bolde, og får ikke tacklet ordentlig igennem".

Kampstats


Fredrik Krogstad. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis