Episode efter Fredericia kamp har fået konsekvenser

17. september 2026 - Hvidovre Fodbold

Uanset ens tilhørsforhold skal det være trygt at se en fodboldkamp på Hvidovre Stadion. Vi hilser alle fans velkomne også de stemningsskabende, da de bidrager til atmosfæren på kampdage. Men den misforståede opbakning blandt en gruppe af vores fans, der det seneste stykke tid har tyet til hærværk, brug af pyroteknik og skabt utryghed, vil vi ikke længere tolerere.   

Da vi d. 30. august spillede mod FC Fredericia på hjemmebane, udspillede der sig efter kampen en kedelig episode omkring FC Fredericias fanbus. Her blev Fredericias fans antastet af en gruppe, der identificerer sig som Hvidovre fans, og der blev blandt andet affyret pyroteknik mod fans og kontrollører. Til al held kom ingen til skade, men som klub har vi naturligvis taget situationen yderst alvorligt.

Episoden har nu fået konsekvenser, idet vi i samarbejde med Københavns Vestegns Politi har identificeret 11 personer, som efterfølgende har fået uddelt en karantæne fra Hvidovre Stadion. Vi kan ikke udelukke, at yderligere personer vil blive identificeret og sanktioneret.

Udover karantænerne har klubben også igangsat et arbejde med henblik på at skærpe sikkerhedsforholdene yderligere, så lignende episoder ikke gentager sig.

Karantænerne og de yderligere sikkerhedsforanstaltninger skal ses som et signal om, at vi tager sikkerheden alvorligt, så Hvidovre Stadion fortsat kan danne trygge rammer om lokalfodbolden.