En Hvidovredreng vender hjem

28. januar 2026 - Stine Kristoffersen

Med under en uge til at transfervinduet lukker i for denne gang, har vi forstærket vores offensiv med en gammel kending. Louka Prip gør nemlig comeback i den røde trøje og har netop sat sin underskrift på en aftale.

28-årige Louka Prip skifter dermed polske Jagiellonia ud med Hvidovre IF. Det er en tilgang som cheftræner og manager Martin Retov, er glad for: ”Det er en solid forstærkning, vi får i form af Louka. Han er kreativ, dygtig på bolden og kan afgøre på egen hånd, så vi ser frem til, at han nu bliver en del af holdet.”

Louka Prip er opvokset i Hvidovre, og hans seneste optræden for Hvidovre IF var i 18/19 sæsonen, hvorefter hans karriere tog ham til AC Horsens og AaB på de hjemlige breddegrader. Efterfølgende har Prip også tørnet ud på internationale adresser for hhv. tyrkiske Konyaspor og senest polske Jagiellonia.

Prip selv er også enormt glad for hans retur til Hvidovre, som han altid har vidst, lå i kortene.

”Det er virkelig dejligt at være tilbage. Timingen er der, og vi er blevet enige om en perfekt løsning, så det er fedt, at det kunne lade sig gøre. Jeg har altid fulgt med i alle Hvidovres kampe, og det er min klub, så det var en let beslutning. Jeg glæder mig til at bidrage med min kreativitet og hjælpe med at skabe chancer.”

Prip vil uden tvivl få en flot modtagelse af fansene, når han træder ind på Pro Ventilation Arena igen, og han glæder sig også selv til gensynet: ”Det bliver fantastisk at skulle spille foran dem igen. Jeg husker mange af de velkendte fans, og jeg glæder mig til at give dem en stor krammer,” afslutter Prip, som har første arbejdsdag i morgen.

Udover gensynet med Hvidovre IFs fans bliver det også et glædeligt gensyn med omklædningsrummet og de tidligere holdkammerater Fredslund og Kiilerich og ikke mindst Ayo Okosun, som han spillede sammen med i AC Horsens.

Endnu en gang - velkommen Louka!