Donavan Bagou er ny Hvidovre-spiller

19. juni 2026 - Stine Kristoffersen

Vi har underskrevet en aftale med Donavan Bagou, som med sin fysik og sans for mål skal forstærke vores angreb.

Cheftræner og manager Martin Retov er glad for, at det lykkes at lande en aftale med Bagou:

- Donavan er en meget spændende spiller at få ind med en fysisk pakke og den rette alder i forhold til fremtiden. Hans største force er at løbe i dybden og få sparket målene ind, og så er han pågående i sit spil.

Donavan Bagou skifter fra HIK i 2. Division, hvor han i den forgange sæson har lavet 19 mål. Bagou selv håber på, at kunne fortsætte de gode takter og også få netmaskerne til at blafre i den kommende sæson:

- Hvidovre havde en klar plan for mig, og det vigtigste for mig lige nu er at spille. Jeg har et klart mål om, at kunne bidrage med mål. Så lige nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang og lære mine nye holdkammerater at kende.

 

Donavan Bagou har første arbejdsdag på onsdag d. 24. juni når han og resten af truppen, vender tilbage efter ferien.