Vi har forstærket målmandstruppen med en gammel kending. Filip Djukic vender tilbage til Hvidovre IF og tiltræder truppen allerede i dag.
Djukic skiftede i 2025 til AC Horsens og kom senere til Viborg FF. Nu er han tilbage i Hvidovre, og det glæder cheftræner og manager Martin Retov:
- Filip har en historik her i klubben som en målmand, der har præsteret rigtig godt. Han bliver en forstærkning til helheden og truppen, så det var en no brainer, da vi fik muligheden for at hente ham hertil.
Retov fremhæver især Djukic’ vindermentalitet og evne til at motivere sine holdkammerater som hans største styrker:
- Han er en vinder med et kæmpe konkurrencegen. Han er en, der vil gøre meget for at opildne sine holdkammerater til at stå sammen, og det kan vi godt bruge.
Djukic selv er også glad for at være tilbage i Hvidovre:
- Det er altid dejligt at være hjemme, så jeg er utroligt glad for at være tilbage. Jeg glæder mig til at spille på Pro Ventilation Arena igen. Det er et sted jeg holder utroligt meget af, og jeg har altid haft Hvidovre i hjertet, så jeg glæder mig egentlig bare til det hele.
Filip Djukic har første træning med truppen allerede i dag.