Djukic bliver

17. juni 2024 - Karsten Madsen

Efter lange forhandlinger er Hvidovre Fodbold og årets spiller, Filip Djukic, blevet enige om at fortsætte samarbejdet, som dermed går ind i den 7. sæson for Djukic. Djukic var en af de helt store profiler i den nu overståede Superliga-sæson, hvor flere klubber har fået øjnene op for hans store talent, til stor tilfredshed for sportschef Peter Lassen.

Om forlængelsen siger Peter Lassen:

-Jeg er en lettet mand. Vi har haft mange snakke igennem et halvt års tid, hvor der ikke har været tvivl om, at vi gerne ville hinanden. Udfordringen har været at overbevise Filip om, at vi havde den bedste pakke for ham. Det er jo ingen hemmelighed, at han kunne have valgt en sportsligt eller økonomisk højere hylde end det, vi kunne tilbyde

-At Filip til sidst fulgte sin mavefornemmelse og bliver hos os, synes jeg siger meget om, hvor vi er i dag som hold og klub. Det er i min verden et kæmpe signal, at vi kan holde på vores mest ombejlede profil. Udover at være en dygtig målmand er der jo ingen tvivl om, at han også har et stort hjerte for klubben, som vi også ser gengældt blandt vores fans. Han er nok lidt en fanfavorit.

 

 

Udover titlen som årets spiller i Hvidovre blev det også til debut på Montenegros A-landshold tilbage i efteråret 2023