Adrian Kappenberger: De to seneste præstationer synes jeg har givet troen på mere

3. marts 2024 - Karsten Madsen

Efter Filip Djukic ikke er blevet klar til forårssæsonen, er der blevet plads i målet til 27-årige Adrian Kappenberger, der har stået de første to kampe i 2024. Keeperen, der kom til fra Hobro i sommers, har været glad for starten og håber på endnu mere.

”Først og fremmest har det været fantastisk at få lov til at løbe ind på Pro Ventilation Arena. Det er noget, jeg har arbejdet for de sidste mange måneder!” lyder det fra Adrian Kappenberger.

”De to seneste præstationer synes jeg har givet troen på mere. Det gælder både for mig, men også for holdet som helhed. Der har været gode aktioner, hvor jeg har kunnet vise mig frem, men også nogle, hvor jeg har følt, at den sidste skarphed, man får ved at spille flere kampe, har manglet. Jeg har haft nemt ved at falde ind som en del af den stærke gruppe af medspillere, jeg har. Ser man på de sidste to kampe, tror jeg på, at vi er på vej i den rigtige retning, og det må meget gerne kulminere med en sejr mod Lyngby!”

 

Kappenberger ser også frem til dagens kamp mod Lyngby, som han ikke mener er blevet lettere efter trænerskiftet.

 ”Lyngby er et godt fodboldhold, som jeg forestiller mig, kommer til at vende tilbage til nogle af de dyder, der gjorde, at de overlevede i Superligaen sidste sæson. "De har lige sagt farvel til deres træner, og det kan givetvis gøre, at de kommer med noget løssluppenhed, som vi skal kunne håndtere.”

 

Han håber, at han og holdet kan tage de gode takter fra Viborg-kampen med til Lyngby og forhåbentlig tage tre point.

”Vi skal holde hinanden skarpe på de ting, vi er gode til, og som vi specielt i kampen mod Viborg fik vist. Jeg tror på, at vi kan tage det bedste fra Viborg-kampen med ind i kampen på søndag. Jeg håber, vi får scoret en masse mål, og så er jeg også sikker på, at vi vil kunne tage de 3 point! Når vi støtter og bakker hinanden op, er vi et virkelig stærkt hold, som helt sikkert har nogle ting, vi skal have bevist. Ikke kun for os selv, men også for alle, der har fulgt os i denne sæson.” slutter Adrian Kappenberger.