HIF kunne med en sejr i dagens kamp, skabe et større hul ned til nummer tre, Esbjerg, som tabte til Lyngby fredag aften. Dermed også til dagens modstander Horsens. Den første halve time er det dog AC Horsens der er mest i teten. Pro Ventilation Arena levede i den grad op til sit navn, da en kraftig blæst skråt hen ad banen, ikke gjorde det nemmere heller at spille ordentlig fodbold. HIF får dog en kæmpe chance i det 24. minut efter et langt indkast fra Nicolai Clausen. Bolden spilles tilbage til Morten Knudsen, der hamrer til, og bolden stryger meget tæt forbi nærmeste stolpe. Et boldtab ved midterlinjen, er lige ved at blive dyrt, da Horsens får etableret en kontra. Heldigvis når Daniel Stenderup, der var tilbage i startopstillingen, med ned, og får tacklet i skudøjeblikket. 37. minut. Et godt HIF-angreb. Marius Elvius er gået frem i højresiden, og han lægger bolden fint i feltet, hvor Louka Prip header. Kun en fremragende redning af Horsens' målmand gør, at HIF ikke er i front nu. Men det bliver til et hjørnespark. Louka går ud for at sparke, og hans indlæg forlænges af Nicolai Clausen, og videre til Emmanuel Aby, som header bolden i en blød bue, uden om Horsens' målmand, og i mål ved fjerneste stolpe. Det ser ud som om at den type mål er blevet HIFs varemærke. Først var det Malte Kiilerich ude mod Horsens, dernæst Simon Okosun mod Kolding og nu her "Manne". To minutter senere forsøger HIF igen med et pres, og igen er det "Manne" der afslutter, men Matej Delac i Horsens-målet klarer med en fodparade.
Emmanuel Aby, målscorer til 1-0. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Efter et mindre Horsens-overtag den første halve time, er det HIF der overtager det sidste kvarter, og får fortjent scoret.
Andreas Smed. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Starten af anden halvleg bliver en kamp om midten, og der er ingen af holdene, der kommer frem til det helt store. Et fladt Horsens-indlæg i det 51. minut, ryger ind under Marco Brylov, som prøvet at bremse, men heldigvis tager vinden bolden også, og sender den ud over baglinjen. 57. minut. Horsens får et frispark midt på HIFs banehalvdel. Det sendes højt i feltet, og Marco Brylov går ud, men får ikke fat. Bolden dumper ned på græsset, heldigvis ved en HIF-spiller, der får sparket væk. Vi skal helt frem til det 84. minut. Horsens har fået hjørnespark i deres højreside. Ivan Milicevic sparker, og han sender bolden ind ved forreste stolpe, hvor der står to Hvidovre-folk. De når ikke op og header væk, men til gengæld spærrer de også for at Brylov kan komme til at bokse væk, og så skruer bolden, også ganske godt hjulpet af vinden, ind til udligning. I halvlegens sidste minut presser HIF på, og kommer til et par afslutninger i samme moment, men de bliver afværget, og i sidste omgang sparkes der lige på målmanden. Fire minutter inde i overtiden, kommer kampens dramatiske højdepunkt. Efter et hjørnespark, som sendes ind mod det lille felt, går Okosun frem for at heade væk. Ole Kolskogen fra Horsens kaster sig med det ene ben forrest, men Okosun fortsætter, og så ramler de hovederne sammen. Der må hjælp ind til dem begge to. Okosun har fået en flænge over øjet, og må skiftes ud, og da Kolskogen rejser sig op, bliver han præsenteret for det røde kort for hårdt spil. Mere sker der ikke i kampen, og efter 8 minutters overtid, fløjtes kampen af.
Simon Okosun, Ahmed Iljazovski, Sebastian Koch og Daniel Stenderup.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis
Alt i alt. En lige kamp, hvor Horsens i 2. halvleg er lidt bedre til at udnytte medvinden.
Cheftræner, Martin Retov: "Jeg synes ikke vi fortjente mere end 1-1 idag. Jeg synes Horsens var lidt hurtigere i tanke og handling. Det er klart, vi fører, og de scorer til sidst på et direkte hjørnespark, det gør selvfølgelig vanvittigt ondt. Men vi så lidt trætte ud. Det er 3. kamp på en uge, og de så lidt mere friske ud end os. Det må vi tage til efterretning. Men det er klart, vi kommer ud af kampen uden at tabe, så det er jo også fint."
Kampstats
Marius Elvius og Simon Okosun. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis