2026-07-03 HIF - HB Køge

3. juli 2026 - Michael Hentrich

Det var blevet tid til at få vasket det store nederlag i sidste uge væk, og det skulle gå ud over HB Køge, som vi jo igen har fornøjelsen af i årets Betinia Liga. HIF lægger godt ud. Allerede efter 3 minutter forsøger Louka Prip sig med et langskud, som Køges målmand, der har kastet sig mod sin venstre side, alligevel lige får en fod på og parerer. Rigtig fin aktion af Louka. De næste 20 minutters tid, er en kamp om midtbanen, hvor ingen af holdene rigtig giver sig. Men i det 20. minut får HIF presset spillet op, efter et hjørnespark, men desværre kommer der ikke noget ud af det. 21. minut. HIF får sendt et virkeligt godt angreb afsted, som Køge ikke formår rigtigt at få afværget, og igen får Louka braget bolden afsted, men igen får HB Køges målmand pareret. 25. minut. en velspillende Marius Elvius kommer til baglinjen og får lagt bolden i feltet. Der mangler kun ti centimeter i at Louka når op, så der kommer ikke noget ud af det.


Louka Prip. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

26. minut. Efter et hjørnespark holder HIF presset, og bolden ender hos Elvius, som hamrer bolden på stolpen. Uhyre tæt på, at HIF var kommet i front. Men 10 minutter senere, så sætter Elvius og den nye mand Oliver Jensen et godt angreb op, og efter en hurtig 1-2, får Elvius sendt bolden i feltet, hvor en anden nyerhvervelse, Donavan Bagou står midt i feltet, med ryggen halvvejs mod målet, og han vender rundt i samme bevægelsen, som han firsttimer til bolden, som stryger ind ved fjerneste opstander, til en fuldt fortjent føring.


Donavan Bagou. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

42. minut. Oliver Jensen bryder et HB Køge opspil, og går direkte modsat mod Køge-målet. Han spiller skråt ud mod venstre, hvor sidste uges målscorer, Alexander Johansen modtager, og han hamrer til bolden, men desværre over mål. 


Oliver Jensen. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Det bliver til en rigtig godkendt første halvleg af HIF. Der er kommet et fint drev frem ad banen, og Oliver Jensen gav et virkeligt godt indtryk - uden at forklejne de andre, men dem kender vi jo. Det så rigtig godt ud.

Ved pausen nøjes Retov og Dauggaard at bytte to spillere. En prøvespiller, Gustav Nøhr, som senest har slået sine folder i italienske Lecce, og forsøges som en "6'er", og Iljazovski, der kommer ind i stedet for Malte Kiilerich. Det bliver en lidt mere låst 2. halvleg, hvor alt spillet kommer til at foregå midt på banen. Efter et kvarter kommer den store udskiftning, da 8 nye mand sendes på banen. Hele listen kan ses på nederste link, men interessant var det at se Papuga på banen. Dog ikke Marius, der stadig døjer med en skade, men hans bror Sander, der er målmand på U-19. Det mest interessante var, at den store rokering ikke gav de store problemer for HIF. HB Køge blev stadig holdt fra chancer, selvom det blev til et langskud i det 36. minut, der ryger langt over mål. I det 42. minut får HIF bolden i nettet, men linjedommeren står og vifter med flaget, og der dømmes off-side. Ret meget mere sker der ikke, og så kan HIF trække en snæver 1-0 sejr hjem.


Sander Papuga. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

I alt en fin kamp for HIF. Der kæmpes fint over det meste af linjen, og spiller-byttet skaber ikke problemer for mandskabet. Forsvaret får pakket den tidligere HIF'er Tobias Thomsen ret godt ind, og farlig, kan man ikke rigtig sige at han bliver.

Cheftræner Martin Retov: "Jeg synes at vi er ret gode i første halvleg, faktisk, og har nogle rigtig fine præstationer både individuelt og som hold, og skal egentlig føre mere end 1-0. Alt hvad vi har snakket om op til kampen blev overholdt, og frem for alt, var vi dynamiske frem ad banen. Det er selvfølgelig rart at vi får set vores nye angriber score allerede i dag. Det bliver lidt mere urytmisk i anden halvleg, og vi spiller lidt for stjelt, i stedet for at sætte den ekstra aflevering, så vi kan gøre chancen større."

Matchstats


Marius Elvius. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis