2025-04-21 HIF - OB

21. april 2025 - Michael Hentrich

På påskens sidste dag, tog HIF mod rækkens suveræne tophold OB, som kraftigt bejler til den ene oprykningsplads. Det skulle blive spændende at se, om HIF ville være i stand til at byde op til en tango. Der var, i dagens anledning, blevet tilføjet nok en stopper til centerforsvaret, da unge Nicolaj Jungvig var blevet sat ind sammen med Malte Kiilerich og Daniel Stenderup. Så som udgangspunkt en noget defensiv opstilling, med 5 i forsvaret.


Makienok lykønskes efter scoring. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Det så dog ikke helt ud til, at spillerne havde lyttet efter det med det defensive udgangspunkt, for meget hurtigt viste det sig, at HIF lagde et højt pres på OB. Og der er ikke spillet mere end 5 minutter, da dette pres, udmønter sig i en totaltkiset tilbagelægning fra OBs Bjørn Paulsen, som går uden om Martin Hansen, og det ser Andreas Smed, og han løber bolden op, og sender den i vejret ind mod Simon Makienok. OBs anfører Tom Trybull forsøger at afværge, men han strækker armen i vejret, og skubber bolden, og så er der straffespark til HIF. OB mener dog, at Trybull er skubbet i ryggen, og skulle have frispark, men det bliver der ikke ændret på. Makienok lægger bolden til rette, og sender bolden ind midt i målet til føring til HIF. 9. minut. Endnu et flot pres af HIF, må et noget rystet OB-mandskab give hjørnespark på. Minuttet efter er det dog OB, der kommer frem til en mulighed, da en liggende spiller i HIF-feltet, får sparket på mål, men Theo Sander tager sig fint af skuddet. 11. minut. OB sender en lang bold afsted mod en enlig angriber, men Theo Sander kommer fint ud af målfeltet, og får sparket langt væk. 17. minut. Et udmærket HIF-angreb, hvor bolden lægges af til Makienok, som afslutter med venstreskøjten, og OBs målmand må smide sig, og får hånden på. HIF opfanger dog riposten og fastholder presset, men det ender med et hjørnespark.


Magnus Fredslund. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

21. minut. HIF har fået et frispark 5 meter udenfor feltet, og Magnus Fredslund og Nicolai Clausen står klar. Det bliver sidstnævnte, der sender bolden i feltet, og OB giver hjørnespark. Clausen sparker dette fint i feltet, og her kommer Makienok højest og header ind under overliggeren. OBs målmand kommer dog godt op, og får vippet bolden til hjørnespark. 28. minut. OB kommer i en kontra, men Nicolaj Jungvig får presset ham i skudøjeblikket, så bolden ryger ved siden af. 39. minut. OB førsger med et pres, og HIF-forsvaret har lidt svært ved at få bolden ordentlig væk. Det ender med en OB-afslutning, men rammer en HIF-spiller og går til hjørnespark. 41. minut, Christian "Greko" Jakobsen opsnapper en håbløs OB-aflevering, og HIF kommer frem med tre mand. "Greko" spiller skråt frem til Nicolai Clausen, der er gået med, men en lang OB-fod kommer lige foran, og sender bolden til endnu et hjørnespark.

Det er en fremragende første halvleg af HIF. OB virker i mange situationer rystet, og det kan da godt være, at de har undervurderet HIF, og er blevet overrasket over opstillingen. Desværre må "Greko" blive ude efter pausen, han fik et skrub i en situation til sidst.


"Greko", Nicolai Clausen og Magnus Fredslund. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Det virker til, at OB er kommet længere frem i anden halvleg. Men det er lige ved og næsten, og stadig et godt kæmpende HIF-forsvar. Men i det 61. minut går det galt, og det er første gang, at der er lidt ubalance i HIF-forsvaret. OBs Jay-Roy Grot stikkes dybt, og han er alene med Theo Sander. Theo løber ud af sit mål, men Grot løfter bolden over ham, og sender udligningen i nettet. Nu sidder man og bliver lidt bekymret. I det 64. minut er HIF endelig fremme i OB-feltet igen. Makienok falder over bolden, men det ender alligevel med, at det bliver til en hæl-aflevering til Andreas Smed, som samler op, men desværre bliver afslutningen for skæv. 70. minut OB er tæt på, men en glimrende redning af Theo, giver hjørnespark i stedet. 80. minut, OB lægger et kraftigt pres, og HIF må igen give hjørnespark. Dette får Makienok endnu en gang headet væk, og giver HIF en kontra-mulighed. Zamir Aliji forsøger, men rammer en OB-spiller og går til hjørnespark. Dette sendes langt mod bagerste stolpe, og her kommer Makienok, og med et hårt og præcist hovedstød i modsatte side, sender han HIF i front med sin anden scoring. To minutter inde i overtiden, må Theo Sander bruge sin hurtige reaktion. En høj bold ryger mod HIF-målet, og Theo får hænderne på, og kaster sig samtidig ned på maven, og holder bolden lige på stregen. Og så, efter yderligere to minutters overtid, fløjter dommeren endelig kampen af.

En flot flot sejr af HIF. Trods presset i anden halvleg, så er OB stadig ineffektive, og HIF står fint imod. Simon Makienok bliver fuldt fortjent udnævnt til kampens spiller, og det er vel nok også hans bedste kamp i HIF-trøjen. Aktiv i begge ender af banen, hvor hans højde hjalp forsvaret i adskillige situationer og et stort løbearbejde. Men der er flere der gør sig gældende, og jeg vil også her fremhæve unge Nicolaj Jungvig, som på intet tidspunkt gjorde det det sværere end det burde være.


"Greko" og Smed presser på. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

Hva' si'r du til det, Frandsen ?: "I første halvleg er vi "outstanding", og det er vel nok vores bedste i lang tid. I 2. halvleg starter vi lidt dårligt ud, og OB vandt mere end os. Men efter OBs scoring så kommer vi godt tilbage."

Kampstats


Simon Makienok med sin første scoring i kampen. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis