2024-09-13 FC Roskilde - HIF

14. september 2024 - Michael Hentrich

Efter en sæson, hvor HIF lå en række højere (Superligaen) og FC Roskilde en række længere nede (2. division), var det nu tid til, at de to hold igen skulle mødes. Kampen var også interessant, da både Christian "Greko" Jakobsen og Daniel Stenderup, samt Bo Tue Knudsen og Claus Grønborg fra administrationen har slået deres folder i Roskilde.
Nå men til kampen.... I øvrigt har FC Roskilde og Hvidovre tidligere mødt hinanden 19 gange siden 2005, med 9 HIF-sejre 3 uafgjorte og 7 sejre til Roskilde til følge. Nå, men til kampen.... FC Roskilde blev dannet i 2004, som en overbygning på moderklubberne Roskilde Boldklub af 1906, Svogerslev Boldklub samt fodboldafdelingen i Himmelev-Veddelev Boldklub.
Af disse har HIF kun mødt RB 06 tidligere.


Jagvir Singh. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Nå, jeg kan vel ikke blive ved med at finde på overspringshandlinger, så jeg bliver jo nødt til det. Vi skal til selve kampen. De første par minutter går stille og roligt, men i det 8 minut sendes en HIF-aflevering direkte til en Roskildespiller, som sender bolden ud på fløjen, hvorfra den sendes fladt ind i feltet, hvor et noget tøvende HIF-forsvar befinder sig, og en helt fri Oliver Juul Jensen, kan sparke FC Roskilde i front. Den chokstart kommer Hvidovre-mandskabet sig ikke over, og resten af halvlegen bliver en kamp for at spille sig ind i kampen igen. Det kunne være blevet 2-0 i det 23. minut, da Roskilde efter en kæmpefejl af HIF på midten, sender bolden ind over Filip Djukic og på undersiden af overliggeren hvorefter bolden rammer ned i jorden, kun lige før stregen. Resten af halvlegen sker der ikke rigtigt noget, og spillerne bliver sendt til pausen med den smalle føring til Roskilde. Det kan kun blive bedre i 2. halvleg


"Greko". Fra Roskilde ses tidligere Hvidovre-spiller, Niklas Halse.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Det ser ud til, at spillerne kommer ud fra pausen med en besked om at komme længere frem på banen, og det lykkes da til dels også. Men det er meget sporadisk hvad HIF-spillerne kommer frem til. Angriberne bliver holdt i et jerngreb af Roskilde-forsvaret, og der kommer desværre ikke megen støtte nedefra. Helt galt går det i det 79. minut, da en tydeligt frustreret Ahmed Iljazovski, nedlægger en Roskilde-spiller i feltet, og dommeren fløjter og peger på straffesparks-pletten. Han præsenterer samtidig "Ilja" for et direkte rødt kort. Straffesparket eksekveres af Selim Baskaya, der hiver Djukic til den ene side, og sender bolden ind i den anden. Så er resten af kampen punkteret, og HIF-spillerne formår ikke at få hevet sig op, og så ender det med et 2-0 nederlag.

Dette er en af de kampe, som hurtigt skal glemmes - MEN ikke mere end at der dog stadig skal være en del læring i, hvordan det IKKE skal gøres. Det var en decideret offday til hele holdet, og der er kun en ting at sige, og det er de berømte ord: "Op på hesten igen".

Hva' si'r du til det Frandsen?: Det var en meget fåmeldt cheftræner som redaktionen mødte ved hjemkomsten til Pro Ventilation Arena. - "Det er vores dårligste kamp i meget lang tid. Der er for mange der ikke rammer niveau".

Kampinfo


Magnus Fredslund. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis