2024-08-20, HIF - Hillerød: 0-0

20. august 2024 - Michael Hentrich

Seneste møde mellem de to klubber lå i januar måned, da Hillerød tog i mod i en træningskamp. Den gang havde vi et gavmildt forsvar, og det endte med en nedsabling på 7-2. Da samtidig Hillerød råder over divisionens topscorer, Adrian Justinusen, kunne man godt have lidt bange anelser.


Magnus Fredslund. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

Det første kvarter fører dog ikke stort med sig, og først i det 14. minut, får HIF en stor mulighed, efter lidt klumpspil, hvor Frederik Høgh spilles i fri position, men hans afslutning går desværre over mål. I det 28. minut får HIF en god mulighed, da en bold stikkes frem til Makienok, der med en hurtig aflevering, stikker til 'Smed' på kanten. Han trækker ind i feltet, og fra en spids, lige indenfor, hamrer han til, men desværre lige på den tidligere Hvidovre-målmand, Adrian Kappenberger.


Nicolaj Clausen. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

Ikke den mest ophidsende halvleg. HIF stod massivt tilbage, og der blev i den grad lukket ned for Adrian Justinussen. Men det er ikke meget, der kommer frem til angriberne.

I anden halvleg er mønsteret det samme. Det er tydeligt at se, at der bagud lukkes benhådt af, men der mangler hele tiden lige det sidste. HIF skifter Jagvir Singh ind, med en halv time tilbage, og det tilfører helt sikkert noget fremefter. Fredrik Høgh er tæt på, efter et godt indlæg fra Jagvir i det 69. minut. Et minut inde i overtiden, er det endnu en gang Høgh, der stikkes, og efter at have rundet et par mand, trækker han ind i feltet og afslutter, og Kappenberger må give hjørne. Dette kommer der dog ikke noget ud af.


Frederik Høgh i kamp. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

Hva' si'r du til det Frandsen?: -"Det er lidt lige som i sidste uge. Vi er rigtig dygtige defensivt, og jeg kan ikke sige noget om arbejdsindsatsen. Den er glimrende. Men vi mangler lige noget af det sidste oppe foran."

Kampstatistik