Hvidovre Fodbold har gennem de seneste år arbejdet på at forblive en etableret del af top-18 i dansk fodbold. Hvidovre Fodbolds ejer Hvidovre Holding A/S består i dag af en bred vifte af passionerede og fodboldinteresserede borgere i Hvidovre samt en række af områdets erhvervsdrivende.
De største aktionærer er bl.a. en række lokalt forankrede virksomheder - herunder nogle af Hvidovre Fodbold A/S’ største sponsorer. De ønsker at kunne støtte, bidrage og tilføre kapital såvel som kompetencer til Hvidovre Fodbold A/S’ udvikling. Herved styrkes Hvidovre Fodbolds fundament til fremtidens konkurrence i toppen af dansk fodbold.
På den netop afholdte ekstraordinære generalforsamling den 26. februar blev det besluttet at gennemføre en kapitaludvidelse i Hvidovre Holding A/S - dels ved en gældskonvertering på kr. 19,5 mio. og dels ved nytegning af aktier for et beløb optil kr. 50 mio.
Kapitaludvidelsen tilbydes til nuværende såvel som nye investorer. I tilfælde af overtegning har eksisterende aktionærer fortegningsret – ledelsen forventer ikke, at der vil ske en overtegning.
Provenuet fra nytegningen tilføres Hvidovre Fodbold A/S som aktiekapital for at understøtte Hvidovre Fodbold A/S’ udvikling mod en etableret plads blandt de bedste 18 klubber i Danmark samt for at sikre en stærk lokal forankring i og omkring Hvidovre, hvor lokale talenter kan fastholdes og morgendagens stjerner udvikles.
Et økonomisk stærkt fundament er for en klub som Hvidovre Fodbold vigtigt, hvis positionen som topklub skal fastholdes og udbygges. Vi ønsker at kunne tiltrække og beholde unge talenter - gerne fra nærmiljøet, men også i omegnen af Hvidovre således, at der på den længere bane kan ske en forretningsudvikling i videresalg af spillere.
Hvidovre Kommune har tillige planer om en udvikling af stadionområdet, hvilket inkluderer et helt nyt fodboldstadion - en proces som vi ser os selv som en del af, hvilket igen kræver, at det økonomiske fundament er tilstrækkeligt.
Vi håber, at du som Hvidovre fan og/eller borger og erhvervsdrivende også elsker lokalt forankret fodbold på eliteplan, og kunne tænke dig at være medinvestor i Hvidovre Fodbold, så vi sammen kan udleve drømmen om en stærk lokalforankret klub i Hvidovre.
Tegningsperiode: 26. februar til 9 april 2026
Tegningskurs: 100
Nominel værdi: kr. 6.250 pr. aktie
Minimumstegning: 1 styk aktie til kr. 6.250
Sådan tegner du aktier:
Registreringen er nødvendig for korrekt opdatering af selskabets aktiebog. Tegning anses først for gennemført, når både betaling og registreringsoplysninger er modtaget og tegningen er accepteret af selskabets bestyrelse.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Claus Grønborg, Direktør, Hvidovre Fodbold A/S - clg@hif.dk - T: 20 22 79 69
____________________________________________________________________________________
VIGTIG RISIKOADVARSEL
Investering i unoterede aktier er forbundet med betydelig risiko. Du kan miste hele det investerede beløb. Aktierne er illikvide og kan være vanskelige eller umulige at sælge. Der er ingen garanti for udbytte, værdistigning eller fremtidig indtjening.
Ved en eventuel konkurs kan den investerede kapital gå helt tabt. Investering sker for egen regning og risiko.
Dette opslag udgør ikke investeringsrådgivning eller et prospekt omfattet af prospektforordningen. Potentielle investorer opfordres til selv at foretage en grundig vurdering af selskabet og eventuelt søge uafhængig finansiel og juridisk rådgivning før investering.