Sejr i sidste test

16. juli 2022 - Hvidovre Fodbold

Hvidovre var i dag taget til Tingbjerg Ground, for at møde "Hvepsene" fra Brønshøj, i den sidste afpudsning inden sæsonstarten næste søndag mod oprykkerne fra Næstved. Man forsøgte sig i 1. halvleg med en alternativ opstilling, idet tilbagevendte Christian "Greko" Jakobsen var rykket frem som center-forward, med Martin Spelmann lige bag ved. Matti Olsen stod over med en mindre skade, men forventes klar til træning mandag, og i hans sted, var den anden Matti, med efternavnet Lund Nielsen, rykket ned som stopper. Brønshøj skulle vise sig at chok-starte, da de allerede efter 4 minutter bringer sig i front, da Mathias Veltz alene med Filip Djukic, bringer hjemmeholdet i front. Føringen holder dog kun til det efterfølgende HIF-angreb, hvor Mohamad Fakhri Al-Naser bringer balance i regnskabet. Det næste stykke tid sker der ikke så voldsomt meget. HIF sidder mest på bolden, men kommer ikke rigtigt frem til oplagte chancer. I det 37. minut får HIF dog endelig gevinst for overtaget. Marc Nielsen fører bolden op på kanten, og finder den nye mand Andreas Pyndt ved kanten af feltet, og han sender med ydersiden bolden fint videre frem til Fredrik Carlsen, som nu finder Marcus Lindberg i feltet, og han bringer HIF i front, med et behersket skud uden om Brønshøjs målmand. I halvlegens sidste minut kunne "Greko" have bragt HIF yderligere i front, men en glimrende redning af Brønshøjs målmand, sørger for at afslutningen ikke giver gevinst.

Et par udskiftninger i pausen, Tobias Thomsen for Martin Spelmann og Morten Voldby Olsen for Fredrik Carlsen gør, at HIF går over til at spille 4-4-2. "Greko" bliver rykket ned, og skal i stedet fodre angriberne. HIF har stadig bolden mest, men får ikke lige lagt det sidste pres. Og så i det 64. minut bliver HIF overlistet, på det første gennemspillede angreb fra Brønshøjs side i 2. halvleg. Bolden lobbes elegant frem til Mathias Veltz, der efter to træk hamrer bolden ind bag Djukic, til sin anden scoring i kampen. Men 10 minutter senere får HIF endelig gevinst for spil-overtaget. Brønshøjs forsvar bliver splittet af HIFs hurtige pasninger ind i feltet, og bolden spilles ind til Morten Voldby Olsen, som sparker præcist op under nettaget, og bringer HIF foran med 3-2. I det 79. minut får Brønshøj en friløber, men Djukic er godt på plads og kommer godt ud i feltet og afværger. I det 84. minut er det så Tobias Thomsens tur, da han, efter bolden er lobbet ind over Brønshøj-forsvaret, elegant tager bolden ned, og næsten i samme bevægelse, lægger han bolden ind bag Brønshøjs keeper. En god sejr til HIF, men det skal også lige nævnes at Brønshøj kun lige er gået i gang med opstarten, men bestemt lovende takter. Andreas Pyndt ser ud til at blive spændende på den defensive midt, og offensivt er der måske lidt flere strenge at spille på.