Andreas Smed: En god placering inden landskampspausen vil give os et vigtigt boost af selvtillid

30. august 2024 - Karsten Madsen

AC Horsens venter i det sidste opgør i NordicBet Ligaen inden sæsonens første landsholdspause. Kantspiller Andreas Smed har stor respekt for fredagens modstander, som vurderes at have ændret spil til denne sæson.

"Det er en modstander, som er i gang med en opbygningsfase med en masse nye spillere. Det virker, som om de er begyndt at have en del mere boldbesiddelse, end hvad man tidligere har kendt Horsens for; og så har de jo investeret massivt i dette transfervindue, og har set fornuftige ud offensivt i de første par kampe," lyder det fra Smed inden aftenens opgør.

Et opgør, som han forventer bliver meget lig det, man har set i den første del af sæsonen, hvor der skal kæmpes for at få point. "Jeg tror, det kommer til at ligne det kampbillede, som vi har set i de andre kampe, hvor Horsens sandsynligvis vil forsøge at lukke ned for vores spil. I perioder vil spillet ikke fungere optimalt, og der vil vores arbejdsindsats igen blive én af nøglerne til succes, ligesom vi så det i søndags mod Fredericia."

"Det vigtigste for os bliver at bevare tålmodigheden og ikke lade os frustrere, hvis det er svært at bryde deres forsvar ned. Det, vi har fået vores point på i starten af sæsonen, har været at forblive koncentrerede og være mentalt til stede hele kampen igennem, hvilket jeg i øvrigt ser som en rigtig god egenskab ved vores hold."

En mulig sejr vil meget sandsynligt bringe vinderen op på en aktuel 2. plads inden pausen. Tre point, som Smed mener, vil give hele holdet et boost.

"En god placering inden landskampspausen vil give os et vigtigt boost af selvtillid. Vi ønsker at spille med i toppen og føler også selv, at vi hører til deroppe. Det er altid godt at gå ind i en pause med positive resultater, og med to sejre på en uge vil det give arbejdsro til at fortsætte med at hive point hjem i efteråret," slutter Smed.

Smed og resten af Hvidovre-mandskabet løber på banen i aften kl. 19.00, men allerede kl. 17 åbner fanzonen på stadion, hvor Stine og Martin kommer og underholder.