Udmærket kamp foran rekordpublikum

19. august 2023 - Hvidovre Fodbold

Et rekordpublikum på 7979, var mødt op på Pro Ventilation Arena, i et strålende sensommervej, og skabte en flot kulisse til dagens kamp. Hvidovre IF tog imod de danske mestre fra FC København, men drengene fra 2650 gik uimponerede til opgaven. Et indlæg fra Andreas Smed, allerede efter 2 minutter, ender næsten med at blive en målchance, da bolden kommer lidt tæt på mål, og tager oversiden af overliggeren. I det 5 minut, sætter Christian "Greko" Jakobsen og Magnus Lysholm et godt angreb op, hvor FCKs højreside bliver overspillet, og HIF-mandskabet kommer frem til en afslutning, som dog ryger til hjørnespark. 7. minut, HIF har et mindre momentum nu, og er lige ved at få overspillet FCKs forsvar, men indlægget bliver afvist. Og så, i det 10. minut. Jonas Gemmer forsøger at få kontrol over en aflevering frem ad banen fra FCK, men bliver presset midt på egen banehalvdel af Oscar Højlund, som hurtigt finder Orri Oskarson ind bag HIF-forsvaret, og fra kanten af feltet, sparker han forbi Filip Djukic i Hvidovre-målet. Et ærgerligt udfald på en fornuftig start af HIF. 12. minut. FCKs Roony Bardghji bliver stukket afsted, og HIF-forsvaret appellerer for off-side, men ingenting dømmes. Roony afslutter, men bliver pillet af Djukic, og derefter kommer flaget. Lidt samme situation sker i det 15. minut, da der sendes en lang bold frem til målscorer Oskarsson, som afslutter og snuppes af Djukic, og så vinkes off-side. Ahmed Iljazovski sender et højt indlæg i feltet, som Theo Sander i FCK-målet i første omgang ikke kan holde, men der er ikke rigtigt nogen HIF-angribere med fremme, så målmanden får hurtigt samlet op. I det 24. minut finder Lysholm Smed, som trækker ind i banen og fra kanten af feltet søger han modsatte målhjørne, men bolden går lige over målet. 28. minut. Et fremragende angreb af Marcus Lindberg og Smed, hvor FCKs højreside bliver spillet tynd, hvor afslutningen tager FCKs målmand og går til hjørnespark. Det bliver til endnu et hjørnespark, og HIF holder et godt pres, og er flere gange lige ved at komme til en ordentlig afslutning, men der mangler lige det sidste, og ind vil bolden ikke. I det 34. minut er det tæt på at FCK kommer på 2-0, da Roony Bardghji vender rundt i feltet, og sender bolden mod et tomt mål. Djukic er dog på plads, og med en fremragende reaktion, kommer han ned og holder fast. På det efterfølgende angreb kommer Iljazovski frem til skud, et par meter uden for feltet, og han holder bolden godt nede, men desværre lige i handskerne på Theo Sander. Hans håndflader må givetvis snurre endnu. I det 38. minut bliver HIF-forsvaret spillet tyndt, men det bliver lidt for nonchalant af FCK, og HIF får afværget til hjørnespark. Dette når ikke at blive taget, førend Filip Djukic stormer af banen og ud i omklædningsrummet med en dårlig mave. Men han er dog hurtig klar igen, og efter nogle minutters pause, kan spillet fortsætte. Situationen ser dog ikke ud til at have påvirket Djukic sønderligt, for 3 minutter inde i halvlegens overtid, sørger han igen for, med en glimrende parade, at holdene kan gå til pause med en spinkel føring til gæsterne.

Det bliver en godkendt første halvleg af Hvidovre-mandskabet, som viser glimrende fodboldspil. Desværre bliver mulighederne ikke omsat i en scoring.

2. halvleg er blot 3 minutter gammel, da Lindberg forsøger sig med et fint langskud, som FCK-forsvaret må sende til hjørnespark. I det 51. minut tester FCK igen Djukic i Hvidovre-målet, og heller ingen scoring i denne omgang. 55. minut, Iljazovski kommer igen frem til et glimrende indlæg, som dog blokeres, og sendes i spil igen. Minuttet senere er det Lindberg, som forsøger med et langskud, som målmanden blokerer til hjørnespark. 59. minut, igen et udmærket HIF-angreb, hvor bolden bliver kørt fornuftigt rundt, og Iljazovski slutter af med et indlæg, som FCK igen må give hjørnespark på. 62. minut FCK smutter igennem og fra spids forsøges afslutningen, men igen kommer Djukic godt ud og afværger. Martin Spelmann, der har afløst en hårdt arbejdende Nicolai Geertsen, får, liggende, alligevel prikket bolden videre til Lysholm, som forsøger sig højt mod bagerste stolpe. Desværre lidt for højt, men det er ikke meget. I det 69. minut smutter FCKs Elias Jelert Kristensen igennem, og HIF-forsvaret må igen give hjørnespark. I det 75. minut er det meget tæt på, efter to kæmpe muligheder til indskiftede Jeffrey "Papa" Adjei-broni, men begge gange bliver han blokeret. Og minuttet efter, lukker og slukker FCK kampen, da Mohammed Elias Achouri tørrer Iljazovski ved baglinjen, hvorefter han trækker ind i feltet, og med en smart yderside spiller fladt ind til Mohamed Elyounoussi, som sparker bagom støttebenet, og ind i modsatte side. HIF formår at få lagt et mindre pres i kampens døende minutter, men det bliver ikke rigtigt farligt, og efter 6 minutters overtid fløjter dommer Morten Krogh kampen af.

HIF har fuld ære af kampen, men som i 1. halvleg, så mangler der lige præcis det sidste, for at blive rigtig farlige.

"Hva' si'r du til det Frandsen?": Jeg synes vi spiller godt mellem felterne - vi arbejder hårdt og kommer frem til chancerne. Vi er bare ikke dygtige nok til at udnytte dem.