Stor opbakning i Vejle

8. oktober 2023 - Hvidovre Fodbold


2 busser samt de selvkørende omkring 200 supportere fra Hvidovre
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Med velvillig støtte fra sponsorer, formåede HIF sammen med Kæmperne og Hvidovre Fanklub, at få sendt to busser afsted, med i alt 160 supportere, til den yderst vigtige kamp, mod en af de formodede med-kombatanter i bunden af Superligaen. En del havde endvidere selv fundet vej til Vejle, så der har nok stået 200-220 i udebane-afsnittet på Vejle Stadion. Bare for lige at nævne sponsorerne en gang til, så er det Cerama, Pro Ventilation, Kagan Bus, Faxe Kondi, KBS Byg og Restaurant Halvleg - et kæmpe tak skal lyde til både dem, samt til Kæmperne og Fanklubben, for at styre busserne (altså ikke rent bogstaveligt). Nå, men til det, det hele jo handler om, selve kampen.

De første 10 minutter bliver stille og to hold, der føler hinanden på tænderne. Første mulighed bliver HIFs med et godt indlæg, der dog bliver afvist. 11. minut, hjørnespark til Vejle, som ender hos Albentosa, der dog skyder langt over mål. HIF kikser et afspil efter et Vejle-hjørnespark, og fra kanten af det lille felt, får Vejle afsluttet, men "Muren" Djukic er på plads og redder. Et VAR-check i det 16. minut for en mulig udvisning til HIF, for at fjerne en oplagt scoringschance, ender med at der bliver dømt frispark til HIF i den anden ende, og samtidig bliver et gult kort til Malte Kiilerich samtidig annulleret, da det er sket efter frisparket. 22. minut et lille pres giver HIF hjørnespark, som sendes til forreste stolpe hvor der heades, men desværre forbi målet.


Christian "Greko" Jacobsen i kamp med Vejles anfører Albentosa.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

28. minut, igen laver HIF et godt opspil, men det afsluttende indlæg bliver rettet af af en VB-fod, og ryger direkte i favnen på Vejles målmand. 30. minut. Vejle kommer frem til et indlæg, som Djukic får hånden på, og vifter bolden væk ud til Matti Olsen, som får  sparket langt op ad banen. 36. minut Ahmed Iljazovski tager turen op ad linjen og omkring Vejles målfelt trækker han ind og skyder, men desværre over mål. Efterfølgende får VB etableret et mindre pres og kommer til en afslutning lige uden for HIF-feltet, men heldigvis forbi målet. Og så, endelig er det HIFs tur til at få en føring. I det 40. minut fører et flot opspil til at Iljazovski får sendt bolden i feltet, hvor Christian "Greko" Jakobsen er på plads og header HIF i front. Første føring i Superligaen. Desværre holder føring kort, for blot 3 minutter senere udligner Vejle efter et hjørnespark, der sendes mod forreste stolpe, hvor Saeid Ezatolahi snitter bolden videre og ind i målet ved den fjerneste stolpe. 1 minut inde i overtiden mister HIF bolden ved midterlinjen, og Vejle forsøger langt ude fra at sende bolden ind over Djukic, men han når tilbage, og griber. 45. plus 3 minutter, en god HIF-kontra får Vejle på hælene, men desværre går Magnus Fredslunds afslutning over mål. På det efterfølgende angreb går det så galt. HIF-forsvaret bliver fanget i ubalance, og et indlæg ender hos German Onugkha, som med hovedet sender Vejle i front. I det 5. overtidsminut sendes bolden højt i feltet, og det er meget  tæt på, at der heades i nettet. Og lige efter, fløjter dommeren så til pause.

Det blev en udmærket 1. halvleg af HIF, men holdets problemer med at kunne score, og komme til chancer, bliver udstillet. I forhold til sidste weekends nederlag til Brøndby, er der, igen trods manglende scoringer, langt flere gode takter.

"Greko" scorer til 0-1.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

2. halvleg starter som 1. Men det virker dog, som om Vejle allerede har trukket sig tilbage. HIF har i de første 20. minutter næsten al boldbesiddelsen, men det fører stadig ikke til nogen scoringer. I det 48. minut, kunne Vejle dog have været kommet yderligere foran, da Daniel Stenderup kikser en afspilning i eget felt, men han får selv reddet kastanjerne ud af ilden. I det 71. minut lukker og slukker Vejle så kampen. Iljazovski, som ellers har spillet en fin kamp på en lidt uvant plads på højrefløjen, helkikser på kanten, og det giver frit løb til en Vejle-spiller, som spiller ind i feltet til Yeni N'Gbakoto, og han sparker fladt uden for Djukic' rækkevidde, og så er Vejle foran med 2. Scoringen tapper HIF spillerne, og VB har fået mere spil. 78. minut, afslut- ter Vejle og Djukic får lige nøjagtigt det yderste af neglene på og får viftet til hjørnespark. 89. minut. Der er ikke meget der lykkes lige nu, og Vejle formår at får HIF til bare at spille rundt og det kommer der ikke noget ud af. 5 minutter inde i kampens overtid, dumper bolden ned foran Lirim Qamili lige uden for feltet, men hans firsttimer går langt over mål.


Martin Spelmann udviser noget vildskab
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

I følge statistikkerne hedder boldbesiddelsen 63-37 i Hvidovres favør, men det kommer slet ikke til udtryk i afslutninger og chancer. Der er nok ingen, der har forventet at det skulle være nemt, slet ikke hos undertegnede. Man skal huske på, at i sidste sæson, have Lyngby ikke vundet helt frem til runde 17, og de endte med at redde sig. Næste opgave bliver hjemme mod Silkeborg d. 20.10, hvor vi skal forsøge at stoppe Superligaens topscorer Alexander Lind.

"Hva' si'r du til det Frandsen ?" - Jamen jeg synes at det er vores bedste kamp længe. Vi kommer godt rundt om, og vi kommer også foran. Men vi formår ikke at få lukket af, og i anden halvleg kan vi ikke lukke dem op.


Hovedstødsforsøg fra "Greko"
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis