Ingen gevinst på hjemmebanen

5. november 2022 - Hvidovre Fodbold

Med fredagens sejr til Fremad Amager over SønderjyskE, var der lagt op til, at HIF med en sejr kunne bringe sig 6 point foran, og dermed bringe sig i en fantastisk gunstig position, i forhold til slutspillet i rækken. Det holdt dog kun indtil det 3. minut. Helsingør får et hjørnespark, og dette sendes i det lille felt, hvor Filip Djukic hiver en helt eminent redning på stregen med en parering, efter et hovedstød fra Helsingør. Helsingør holder dog bolden i spil, og den ender hos Liam Jonathan Jordan, som fra midten af feltet, bringer Helsingør foran. Noget af en kold duche for Hvidovre-mandskabet. Bare minuttet efter, forsøger HIF at svare igen, og får fremtvunget et hjørnespark. Andreas Pyndt sender bolden skråt tilbage, men Helsingør får hurtigt dækket op, og det ender med et nyt hjørnespark. Pyndt varierer og sender bolden ind mod forreste stolpe, hvor Christian "Greko" Jakobsen kommer til, men hans hovedstød går meget snært over målet. 13. minut. Endnu et hjørnespark til HIF, og Pyndt sender bolden i feltet, hvor der afsluttes, men reddes på stregen, og Helsingør sendes i en hurtig kontra, hvor HIF er lige ved at blive overrumplet, men får dog afværget angrebet. 18. minut. Her kunne det være gået helt galt for HIF, da Matti Olsen skrider lige uden for feltet, men selvom det giver Helsingør en mulighed, får HIF alligevel afværget. 21. minut. Gode kombinationer bringer Marcus Lindberg i en god position foran Helsingørs målmand, men han kommer ud og sikrer sig bolden. Resten af halvlegen bliver en kamp på midten, og hverken HIF eller Helsingør formår at få et overtag.

I anden halvleg skal vi helt hen til det 63. minut, hvor HIF får bragt sig til et godt skud, men desværre går det lige på Helsingørs målmand. 65. minut. Mohamad "Muddi" Fakhri Al-Naser smutter igennem på højrekanten, og ind i feltet. Et let skub i ryggen, gør at han ikke rigtig kommer på skudhold, og alle kigger på dommeren, men hans fløjte er tavs, som ingenting i dette øjeblik. 80. minut, Marcus Lindberg stikkes i en fin position, men symptomatisk for kampen, bliver han dømt off-side. I 86. minut, får vi anden halvlegs detalje. HIF får lagt et godt pres, og Andreas Smed får lavet en halv afslutning. Lindberg følger op, og sparker bolden i nettet. Desværrer hiver linjedommeren flaget i vejret, og "Smed" bliver dømt off-side, på den første afslutning. I de sidste minutter forsøger HIF at få lagt det afgørende pres, men det lykkes aldrig helt, og dermed slutter kampen med den ene scoring, som Helsingør får sat ind efter 3 minutter. Filip Djukic bliver kåret til kampens spiller af publikum.

Assistenttræner, Christian Grønbæk: Der var ikke noget overraskende for os, i det Helsingør kom med. Alligevel giver vi et mål væk, og Helsingør stiller sig ned efter dette. De kunne derefter se et Hvidovre-hold, der spillede mere sidelæns end fremad, og vi får ikke lavet en ordentlig arbejdsindsats og brugt den rigtige energi - den har vi bare ikke i dag.