Ovenpå en oprykning, en efterfølgende fin indsats og uafgjort i Kolding, skulle man næsten tro, at NU var HIF gået på sommerferie, og bare ville tage let på dagens kamp, mod BK Avarta. Men nej. Blot 45 sekunder spillet, da et indlæg sendes i det lille felt, og en Avarta-forsvarer tæmmer med brystet og lægger tilbage til målmanden. Men dommeren står korrekt placeret, og uden at tøve, dømmer han straffe til HIF, for hånd på bolden. Kim Aabech sættes til at sparke, og efter 1.15, står den 1-0 til HIF. Der skulle dog kun gå små 5 minutter, da Hvidovres forsvar ikke får clearet godt nok, og bolden ender i det lille felt, hvor Avartas Thomas Christiansen står helt fri, og kan sende udligningen i nettet. Denne stilling holder dog kun 5 minutter, da et godt indlæg fra Magnus Fredslund, ender hos Nicolaj Agger, og han kan sætte foden på, og bringe HIF i front igen. I det 26. minut tager Nicolaj Agger turen fra egen banehalvdel, og han spiller ind til Aleksandar Lazarevic, der sender bolden tilbage, og med et elegant tip, sender Agger bolden over Avartas målmand. Blot 2 minutter senere er HIF heldige, da Avarta sender bolden på stolpen. Der kommer et par spredte muligheder i resten af halvlegen, men ind vil bolden ikke, og HIF kan gå til pausen med en god føring.
2. halvleg er blot 10 minutter gammel, da et tordenvejr, der har drillet hele 1. halvleg, virker til at komme tættere på, og dommeren vælger at fløjte til pause. Da kampen genoptages, er det stadig HIF, der har det meste, og Avarta virker som om, at sommerferien er startet. Dette betyder, at Nicolaj Agger i det 71. minut, snupper bolden fra en Avarta-forsvarer, et stykke ind på Avartas halvdel, og går alene mod målet. Avarta når dog at få en forsvarer med hjem, og Agger stopper op, spiller på tværs til Aabech, og så er stillingen 4-1. Kampen ender med et par større HIF-muligheder, men ind vil bolden ikke, og fortjent kan HIF gå i omklædningen, med en sejr på 4-1. Hvis Næstved ikke får fuldt point i morgen søndag, betyder det, at udover oprykningen, så ender Hvidovre på førstepladsen i oprykningsspillet.
Cheftræner, Per Frandsen: Det var en fin og flot sejr. Vi stillede jo op med et nyt centerforsvar, men jeg er tilfreds, og en god sejr.