Hos Tonny: Service er et nøgleord!

19. april 2018 - Hvidovre Fodbold

Hos Tonny er en selvstændig tøjbutik, som ligger på Hvidovrevej nr.324-326. Naboen er Martin Optik, fra sidste uges sponsorportræt. Hos Tonny har tidligere været en del af kæderne Tøjeksperten og senere Din Tøjmand, men driver nu en uafhængig og selvstændig butik. 

 

Grunden til Tonny blev partner i Hvidovre Fodbold fortæller han her: 

 

”Jeg har været en del af Hvidovre Fodbold i over 20 år, on/off, alt efter hvem, der har været der.  Jeg har haft butik længere nede i Hvidovre for over 10 år siden, og der var vi også sponsor i Hvidovre Fodbold. Dengang hed vi tøjeksperten.”

 

Udover at være sponsor i Hvidovre Fodbold, er Tonny også sponsor hos De Gamle Kæmper.

 

Tonny valgte at blive selvstændig sidste år, hvilket han fortæller lidt om: 

 

”Jeg startede ud med at være en del af kæden Tøjeksperten. I 2010 blev jeg en del af kæden DIN TØJMAND. Sidste år, i 2017 valgte jeg at blive selvstændig, hvilket skyldtes at der var kommet flere minusser end plusser ved at være en del af kæden. Jeg fandt ud af, at jeg kunne få en bedre pris og lave bedre rabatter, ved at være selvstændig. ”

 

Efter at være blevet selvstændig har Tonny sat sit eget præg på butikken. Han sætter et par ord på hvad butikken står for:

 

”Vi står for, at være ærlige og behandler folk ordentligt. Vi vil gerne levere en rigtig god service. Den gode service betyder at vi bytter alt, og altid med et smil. Der skal ikke være en slåskamp med kunden. Derudover ligger vi bukser gratis op, og laver firmatøj med tryk på. ”

 

”Vi går meget op i at yde en god service. Den bedste reklame vi kan få, er når kunden er tilfreds med vores service og fortæller det videre til andre.”